Til mine børn, børnebørn, oldebørn og dem som måtte komme efter.
Rigmor Nielsen
Julen 1992

Jeg blev født i 1903. Den syttende i niende. Mine forældre hed Viggo Madsen og Kristine. Mor kom fra Jerup og Far fra Skærum Hede.

Bedstefar i Skærum Hede, Hans Madsen, han var folketingsmand for Venstre. Bedstemor hun kom fra Horsens, og de var jo meget længere fremme, end vi var heroppe. De begyndte at plante. Bedstefar han plantede i Skærum Hede og var foregangsmand. Bedstemor hun havde husholdningselever dengang. Hun var uddannet indenfor husholdning. Og der kom Mor jo op som husholdningselev og traf far. Bedstemor hun var så dygtig. Hun døde dengang, jeg var 9 år.

Bedstefar i Skærum Hede og Bedstefar i Jerup, det er dem, der har sørget for, at Skagens-banen kom. De har arbejdet for det. Bedstefar i Skærum Hede var jo i folketinget, og Bedstefar i Jerup var også i alt muligt offentligt, både i sogneråd og i forskellige udvalg. Mor var hjemme i den tid, og jeg har sådan nogen havbrocher, som hun har fået af de ingeniører på Skagensbanen, der boede hos Bedstefar i Jerup.

I Bedstefars gård i Jerup kunne folk komme. Når de havde malket, var der sommetider 10 folk, der stod “om de ikke måtte få lidt mælk”. Når vi var dernede, var der altid så mange mennesker. Der var et langt bord og altid fuldt. De havde mad nok. De havde en fire-fem karle og altid tre piger. Så det var noget andet, da Mor kom til Holmen og skulle arbejde alene, når hun var vant til, at de havde så mange piger og karle.

Mor var den eneste pige, så hun kom på højskole, Mellerup højskole, hvor hun lærte gymnastik. Og Far har også været på højskole, Frederiksborg Højskole. Det var der ellers ikke mange, der var dengang. Så de var godt udstyret hjemmefra, men penge havde de ingen af.

Mor havde også været på malkehøjskole og lære at malke. Så vi behøvede jo aldrig dyrlæge. Hun havde lært, hvad hun skulle gøre, når de havde yverbetændelse, og alt det der. Sådan noget lærte de jo, og det kom os tilgode.

Far har ikke gået i skole. Det var noget galt noget. Han gik kun i privat. Der var en fætter til Bedstemor, der havde en lærinde derhjemme, og der gik Far op. Istedet for at gå i kommuneskole, hvor han havde lært noget mere. Han måtte jo heller ikke gå til deres egen præst, for han var vist missionsk. Han skulle gå helt til Tårs. Tænk at gå helt fra Skærum Hede til Tårs om vinteren for at gå til en grundtviansk præst.

De holdt jo grundtvigsmøder i Skærum Hede, dengang Far var ung. De kom kørende med to heste allesammen, for det var så dejligt, at de kunne sætte dem ind og få dem fodret der fra lørdag til søndag. Der stod heste alle steder. Og Skærum Hede – den tørre gård. De var ved at æde alt deres foder. Så det blev der sat en stopper for. Far han sagde, “vi var gale”, selv om han kun var en stor knægt, “alle de krikker, der stod og åd alt det, vi havde”.

Mor og Far kom fra to store gårde, men havde ingen penge. De købte et bette vinkelhus, da de blev gift i 1902. Det var dengang, hvor de begyndte med statshuse. Jorden blev købt fra de store gårde, og der blev lavet statshuse og bygget skoler ude på landet. Hørmested skole, Tislum skole, Trøderup skole og mange andre skoler blev bygget der i 1900-1903.

I Trøderup, hvor Mor og Far kom til at bo, var der tre store herregårde. Al jorden hørte under dem. Der var nogen få bette bøndergårde, ligesom den ejendom, Holmen, Mor og Far købte. Ham, der havde haft den, havde ikke gjort arbejde på de store gårde, men haft sin egen bette ejendom. Der har nok været 15-20 tdr. land til sådant et bette vinkelhus. Dengang Mor og Far købte den, blev der lagt 20 tdr. land hede til fra Trøderup gård. Noget af det var pløjet.

Desuden var der en mergelgrav, hvor de måtte have lov til at køre mergel op. Der kørte Mor mergel op. Hun var en forkælet pige, men kunne godt bestille noget. De havde altid haft 3-4 piger i hendes hjem. Så kom hun derop og køre mergel. De kom til at arbejde. Først byggede de stuehuset. Da var jeg ikke mere end 4 år. Det byggede de i 1907.

I den tid blev skolen bygget og 5-6 statshuse, hver på 16 tdr. land. Men det var jo for lidt. Og Far han var jo sognerådsformand i mange, mange år. Så da der skulle bygges statshuse igen i 1922-23, var Far med til at sige, “det er for lidt, de kan jo slet ikke leve af dem, men må ud og arbejde”. Og derfor blev de bygget på nogen og tyve tdr. land.

Men Mor og Far merglede og arbejdede og byggede stuehuset. Og det var så fint et stuehus. For murermesteren var en dygtig murermester. Han var lige gammel med Far, og de var groet op sammen, og nu skulle det være fint. Han byggede også i Holte to år før, så det var jo mærkeligt, at jeg skulle opleve det. Deres var bygget ligedan men ikke ligedan indrettet. Vores derhjemme var finere, for det skulle være “det nye”. Der var sådan en stor rude i midten og så to bette ved siden. Holtets, det var almindelige bette gamle vinduer. Og alle dem der kom, de sagde, “sikken et praleri, sådan nogen store vinduer”. Og så var der ventil i alle stuerne og kamrene. En ventil så vi kunne lukke op og få frisk luft. Det var jo også noget værre pral. Men sådan var det bare.

De blev ved med at bo der.

Lidt kan jeg huske fra den tid. Jeg kan huske, at de var ved at bygge. Der var et jorddige og en hyld og en tjørn, men ellers var der slet ingen træer nogen steder. På Trøderupgård var der nogen træer i haven, men ellers kunne vi se omtrent til Skagen og Hjørring og alle vegne. Der var slet ingen træer.

Far var kun 20 år, da de blev gift, og 21, da han fik mig. Men han var vældig klog på børn. Engang jeg havde lidt tandpine, så vidste Far et godt råd for det. Han tog en tændstik med lidt vat om og dyppede den i noget saltsyre og så ned i tanden. Og både tandpine og tanden gik da også væk. Det meste af det.

Men så duede det råd alligevel ikke. Det hævede igen. Istedet fik jeg så en salve med nogen fluevinger i smurt bag ved øret, og det kunne så trække den tandbyld væk. Der blev da også et hul, og tandpinen gik sikkert også væk.

Så havde vi nogen bikuber, hvor der blev slagtet et par stykker om året med noget svovl, så vi kunne tage honningen. En dag gik Thorger min bror derude, han var vel to år. Far var kommet med et læs sten, og han satte hestene ind og smed pisken. Den tog Thorger og gik hen og slog på et bistade. Det kan jeg huske. Så overfaldt bierne ham. Det kan jeg dog ikke huske, men jeg kan huske, at der kom en hvid mand og tog ham. Det var en murer. Og så satte Mor ham i en stor balje koldt vand ude i gården.

Så kan jeg huske, at jeg var bange for at ligge der, hvor jeg lå og sov, fordi skrubtusserne var under gulvet. De lavede spektakel, og dem var jeg bange for.

Vi havde meget lidt legetøj, når man tænker på, hvad børn har i dag. Jeg havde strandskaller, og så havde jeg et gammelt bistade og mors syæske med knapperne.

Det var jo dejligt. Det var legetøj nok. Men så var jeg så heldig, at jeg vred en arm af led og kom til doktoren i Øster Vrå. Og så fik jeg en dukke.

Selv om vi ikke kom ud og ikke havde så meget, så havde vi alligevel noget. Far han har jo altid spillet på flere instrumenter. Og hans bror, min onkel, kom ud, og så spillede vi og sang om søndagen.

På den måde fik vi lidt andet. Jeg var nok ikke mere end 10 år, da vi fik klaver. Trods det, at vi ikke havde ret møj hjemme. Vi havde derfor nogen fordele, som dem vi legede med ikke havde. Selv om vi var lige med dem alligevel.

Så kom der en mand, dengang jeg blev 60. Han var nummer fire, der havde set mig, for han var hjemme hos Mor og far, dengang jeg kom til verden. Så jeg sagde, “så er der noget, jeg skal have at vide af dig, for Mor og Far kunne ikke huske det”. “Jeg synes, jeg lå under nogen vinduer i en kasse”. “Ja”, sagde han, “du lå inde i stuen i en foldebænk”. “Og så synes jeg, Mor og Far lå inde ved en blå væg”. “Ja det er også rigtigt nok”, sagde han, “der var kalket blåt inde i deres sovekammer”. Der er lidt, jeg kan huske.

En dag skulle jeg med Far op på loftet, for jeg “skulle med op og se noget sjovt”. Det var en ilder, vi skulle op og se. Far vidste, der var en ilder. Da vi så kom derop, var der en stor hønserede med en masse æg. Dem havde han spist, og der sad han godt nok ilderen, og jeg fik ham at se.

Jeg gik i skole i Trøderup skole. Det var jo en ny skole, der blev bygget. Vi var vel på et tidspunkt op mod 30 i en skolestue. Det var en landsbyskole med én lærer.

Men i de syv år jeg gik i skole, havde vi syv forskellige lærere. Jeg lærte aldrig nogen ting. Det er derfor, jeg altid har været dum. Jeg var heller ikke så lysten i det, så det var vældigt godt. Jeg ville hellere arbejde, end jeg ville læse. Vi gik i skole fire dage om ugen om vinteren og to dage om ugen om sommeren. Vi mødte klokken syv om sommeren og klokken ni om vinteren. Vi skulle jo ikke komme før, det var lyst.

Vi havde den gamle lærer Nielsen, dengang vi kom i skole. Men han var der kun et halvt år, efter jeg kom i skole. Så fik vi en lærer Gårdbo, og han var helt ung. Men vi fik også krigen, og allerede før krigen udbrød, måtte han ind. Han var uddannet sygepasser indenfor militæret og skulle gøre tjeneste på sygehuset to gange om året tre måneder hver gang. Og under krigen gjorde han tjeneste et halvt år ad gangen. Så havde vi vikarer, og det var nogen, der lige kom ud fra seminaret. Nogen kunne noget, og nogen kunne ikke noget og var ligeglade. Og vi var nok også ligeglade. Så min skolegang den var dårlig, men jeg fik da lært at læse og skrive.

Lærer Gårdbo var nu ellers dygtig. Vi fik nye fag. Vi lærte samfundslære og om politik. Men det var jo ikke så godt, for så fortalte han om, hvordan min Far var : “Det var en højremand, så han ville aldrig have noget nyt”. Og det kunne jeg ikke rigtig forstå, for jeg vidste, vi havde fået en ny slåmaskine, og det var der ikke andre, der havde fået. Men “han var så gammeldags”, sagde lærer Gårdbo. Jeg sagde nu ikke noget til Far, men der var andre børn, der havde fortalt om det derhjemme. Og så mødte der fire mand oppe ved læreren, og de var gale : “Han skulle ikke begynde at hænge nogen ud for politik. Nu ville de gerne se, at alle de lærebøger kom ind i den store kakkelovn. Og det skulle være her og nu. Og så kunne han gå ned og bede Viggo Madsen om en undskyldning. “Han skulle ikke prøve på den slags mere”.

Og lærer Gårdbo kom også ned til Far. Han troede jo, Far vidste det. Men jeg havde ikke sagt noget, og Far var også ligeglad, for Gårdbo og Fru Gårdbo var nogen af deres bedste venner. En gang om ugen kom lærer Gårdbo med sin violin. Og så skændtes de om politik en halv time eller mere. Men så kom fru Gårdbo, Mor kom ind med kaffe, og så spillede de. Gårdbo på violin, Far på fløjte, fru Gårdbo på klaver, og Mor med højskolesangbogen. Så spillede de og havde det hyggeligt.

Men det var nu ikke helt almindeligt, at en bonde var højremand.

Fars Far var jo folketingsmand for Venstre i Frederikshavnskredsen. Han var i Folketinget i to perioder på ialt otte år. Og dengang Far blev gift med Mor, sagde Mors Far, Niels Jensen, “du skal være velkommen i familien Viggo Madsen. Jeg kan godt tilgive dig, at du tager min eneste datter, men jeg kan fandme ikke tilgive dig, at du er højremand”. Jeg tror, Far han havde været på Frederiksborg højskole, og det var vist nok en politisk højskole.

Mine søskende hed Thorger, Selma, Niels Sture – det er vist en forfatter fra Norge eller et eller andet – Marie, Ingrid og Ewald. De navne var mere almindelige. Mit var også mere almindeligt.

Det var mærkeligt. Jeg var den eneste pige, der hed Rigmor i Trøderup skole. Alle steder hvor jeg kom hen – i de omgangskredse jeg havde dengang – var jeg den eneste, der hed Rigmor.

Dengang jeg kom på Højskole hed forstanderens datter Rigmor, men ellers var der ikke nogen. Da jeg så kom til Skærum, var der en Rigmor og en Anna i hver eneste ejendom. Også i Holtet, Oles søster hed Rigmor. Alle steder var der en Rigmor og en Anna.

Det var nok, fordi min Bedstefar og Bedstemor i Skærum Hede de var jo møj aktive og kendte. De havde to piger, en på 11 og en på 12, der døde med en uges mellemrum af difteri. Den ene hed Anna, og den anden hed Rigmor. Det var min Fars søskende. Bedstefar og Bedstemor havde jo gjort så meget i Skærum, så det gjorde sådant et indtryk, at de i alle ejendommene, havde kaldt de to piger op. Er det ikke mærkeligt.

Dengang Mor blev begravet, hun døde jo før Far, var Far var henne da de gravede graven op. Da fandt de de her store pæne fletninger. De havde sådan nogen lange sorte fletninger, som ikke havde taget skade. Graveren spurgte Far, om han ville have et par fletninger til minde. Men Far sagde, “nej, de skal blive liggende, som de ligger”. Hår det tager ingen skade. Det var mærkeligt.

Inden Far han fik alle de offentlige arbejder, lærte han os forskellige ting. Når han kom ind og var færdig, og mens Mor og pigen skar mellemmadder derude, så lærte Far os f.eks. at danse. “Vi kommer aldrig i nærheden af en danseskole, og vi får heller aldrig råd til det”, sagde han. Det kom folk fra de større hjem ellers. Men Far sagde, “I skal ikke komme ud og være sådan nogen, der ikke kan noget”. Så dét lærte han os. Og han spillede og lærte os nogen sange.

Vi havde også dansegulv derhjemme. Med høvlede brædder, som vi lige kunne ligge ned. Det fik Far lavet, fordi vi ikke måtte komme til offentlige baller. Så kunne vi holde ungdomsballer der. Holtet fik også lavet et, og dét fik vi, da vi kom til Kringeholt.

Når vi havde spist, læste Far en historie for os, og så kyssede vi ham godnat, hvorefter Mor bad fadervor med os. Så gik Mor ud og malke, vi var i seng, der var ro, og Far kunne lave, hvad han ville.

Og de aftener satte Far sig til at lære at skrive. Han havde aldrig gået i almindelig skole, og selv om han havde været på højskole, havde han ikke fået det lært ordentligt. Så han satte sig til at øve sig og fik det lært.

Men det var kun, indtil han fik alle de offentlige arbejder, og det er kun de største søskende, der har oplevet det.

Og Mor hun lærte os gymnastik og meget andet. Så Mor og Far lærte os mange ting. Men efter Far fik alle de offentlige arbejder, og Mor fik alle de her børn, så havde de ikke tid. Så de mindste børn lærte ikke alt det.

Ellers hjalp vi jo til derhjemme. Vi børn samlede altid sten af. Det var mest hede. Så det var det første, vi blev sat til. Det gjorde vi, lige fra vi kunne samle i vores forklæder, og til vi kunne gøre det rigtigt.

Vores udflugt om Søndagen var op til en stor stendynge. Der tog vi kaffe med op og satte os. Det var ikke ret langt henne. Ellers gik vi også op til en granhæk, der gik ned til Trøderup gård. Der var jo ellers ingen træer. Bare det at komme hen under nogen træer var jo en stor ting. Så vi gik nogen gange derop og satte os med vores kaffe.

Vi kom også på skoleudflugter. Så kørte vi til Sæby med en hel række hestevogne. Vi havde lånt en Char-à-banc. Det var flag på og musik. Det var da en rigtig udflugt.

Så kom vi jo også til Skærum Hede – hen til Bedstemor og Bedstefar. Der var jo nok en seks-syv kilometer. Og der gik Thorger og jeg hen, før vi kom i skole. Og de vidste ikke, at vi kom, og de vidste jo ikke derhjemme, om vi kom derhen, for der var ikke telefon dengang. Så vi gik om morgenen, og vi havde ordre til at følge kirkestien, der gik fra kirken og til Skærum Hede. Der skulle vi gå bagefter hinanden. “Vi måtte ikke gå uden for stien”, sagde Far, “for der var kviksand, og hvis vi faldt i, kunne vi synke og synke”. Det var nede ved åen, hvor der var noget sump, der ikke var drænet. Vi kunne jo selvfølgeligt ikke blive ved med at synke, men det fik vi besked på. “Vi ville synke og synke, og så kunne vi aldrig findes”. Så vi gik pænt bagefter hverandre, til vi kom derhen. Og så kom Far og Mor kørende og hentede os om aftenen.

Og Bedstemor havde en have og jordbær. Det var der ellers aldrig nogen mennesker, der havde. Men de havde jordbær og alt. Og Bedstemor havde et æbletræ med sig fra sit hjem i Bistrup. Det plantede hun i Skærum Hede, og det står der endnu. Det hedder Hans Peter Markussens æbletræ – Hans Peters æbler kalder de det. De bliver meget store og er gode. Dem fik jeg nogen grene af og fik podet på et træ i Kringeholt, så de har dem også endnu. Jeg har engang slået dem op i et leksikon, der stod : Hans Peter Markussens æbler fra Bistrup ved Horsens. Det var der, Bedstemor kom fra.

Lørdag aften, en gang om ugen, kom vi alle i baljen og blev gjort rene. Så blev vi vasket rigtigt fra øverst til nederst.

Luset det har jeg været mange, mange gange. Jeg var luset næsten et helt år. Så kom jeg til at se, at der nogen gange kravlede lus på skolebordet. Og så vidste jeg hvor lusene kom fra. Hende jeg sad ved siden af, hun var så luset, at det kravlede. Men så snakkede Mor lige så stille med læreren og spurgte, “om ikke jeg måtte få lov at sidde ved en anden”. For det var ikke skønt. Vi havde jo ikke rigtig noget for lusene. Mit hoved blev smurt ind i grøn sæbe, og så skulle man gå med det til næste dag. Og så en kæmmekam hårdt igennem. Det både sved og gjorde ved, og vi tabte noget af håret. Det var ikke det bare sjov. Men så kom jeg til at sidde ved siden af en anden, og det hjalp på det.

Om foråret og om sommeren, dengang vi var blevet lidt større, og vi havde været i bajlen, kom vi i tøjet, og så måtte vi have lov til at komme ud og lege. Og karlen og pigen, som vi altid havde, måtte komme med. Så legede vi. Og Mor og Far satte sig ude i køkkenet. Der stod en stol og et bord. Mor satte sig på Fars knæ, og så sang de af højskolesangbogen, en times tid. Så kom vi ind og blev puttet i seng, og Mor gik ud og malkede. Der blev malket tre gange om dagen.

Far han blev indkaldt til Frederikshavn, dengang krigen brød ud i 1914. Han tog alle de vagter han kunne få med at gå ude på molen om natten. Så kunne han samle fridage til at kunne komme hjem og lave lidt. For der var jo ellers ikke ret mange, der ville gå ude på molen om natten i de hårde vintre der. Så der kunne han få nogen fridage.

Vi havde lige fået vindmotor dengang. Og sådant et apparat, det var jo farligt. Der var hængelås på, så karlen vi havde hjemme, han ikke kunne starte den. Så der var en nabomand, som måtte hen og starte den, når det blæste. Det var til at tærske med og male med og alt, så det var jo et vældigt fremskridt, at vi havde fået den og kunne bruge.

Så kan jeg huske juleaften. Det var trist, for Far var ikke hjemme, og vi havde kun lidt lys og varme. Vi havde fået nogen sukkerfigurer på træet; hvide mus med en sort hale. Og den hale kunne man tænde. Det var ligesom en stjernekaster, og så var musen helt sort, når vi spiste den.

Det var vist heller ikke mere end det ene år.

Så Juledag der vidste vi, Far kom hjem. Og der var sne over det hele, og solen skinnede. Mor sagde “så, nu kan I gå ned og møde far”. Så gik vi ned til Bedstefars mose og tog imod ham.

Og der fik vi sådan en stor pakke med konfekt og alle slags slik. For de her mænd, dernede, som havde vagterne, de ville ikke have det slik, og de fik også strømper. Og så byttede Far med strømper og slik. Når vi havde set slik, var det ellers altid sådan en bette pose, for dét var der ikke råd til at købe. Og så fik vi sådan en stor pakke i rød og hvidt papir, og solen skinnede på ham. Det syn kan jeg se endnu.

Den vej kørte de også til Frederikshavn efter kraftfoder. Og der var Mor sommetider med. De havde jo selvfølgeligt ikke lygter på, og der om efteråret og vinteren var det jo mørkt allerede, når de kom hjem. Engang da de så kørte på den hulvej, gik vognen op på skrænten og væltede. Mor blev slynget udenfor, og Far kom under sækken. Og det var mørkt, og Mor kunne ikke flytte den. Så var der et bette hus ved siden her, hvor hun rendte hen. Og den kone hun kom og hjalp, og de fik rykket til side, så de kom ned til ham, og han kunne få luft. Så rendte hun hjem og fik karlen med derned med et lys, og de fik ham ud.

Jeg kan ligeså tydeligt huske, da Far kom hjem og skulle ud og give grise. Han var helt trykket i hovedet og mørkeblå. Det var lige før. Han var klemt imellem hjulet og en sten, dengang de kom til ham.

Dengang jeg var 13 år, skulle jeg være pige derhjemme. Jeg var den ældste, og jeg var den, der var bedst til at arbejde.

Jeg gik til præst og i skole. Men det var også godt nok.

En dag skulle Mor cykle til Jerup. Det var sådan en udflugt, hun skulle have, hvor hun skulle sove dernede om natten. Hun havde kogt rabarbergrød, og jeg skulle lave middagsmad. Det kunne jeg også nok.

Så kom der en bil ind i gården, og det var i 1917, så det var ikke så almindeligt. Der kom en mand ind gennem køkkenet, og Far sagde, “goddav og velkommen her, vil du have noget at spise”. Vi havde nogen stole, en bænk og et bord. Jeg havde min plads oppe ved siden af far, det havde jeg altid haft. Bænken var på den ydre side, for karlene skulle sidde på en stol, for de skulle sidde godt. Så Far spurgte ham, “om han ville sidde der og have noget at spise”. Og han satte sig ned og fik noget at spise.

Dengang Mor kom hjem, blev hun så gal. Det var etatsråd Jørgen Larsen, Gårdbogård. Den fineste mand vi havde deroppe. Godsejer og etatsråd. Det var ham, der indførte jersey-kvæget til Danmark. Men det var ikke fars hovedpine. Mor sagde, “hvordan kunne du”. Men Far sagde, “når vi sidder og spiser, kan jeg ikke have en mand til at stå og se. Han skal også have noget”. Og han spiste også to-tre pandekager og noget rabarbergrød, så han var sulten. Mor mente, Far skulle have budt ham ind i den pæne stue og snakket med ham. Men det var ikke far.

Det han kom og skulle snakke om var, at de ville have lavet en konservativ avis, Nordjysk Dagblad. Og de fik også lavet den, og den gik i mange år.

Jeg kan huske fra min konfirmation, at jeg fik 35 kroner i konfirmationsgave og en masse gaver. Jeg havde en sort kjole til min konfirmation, og derfor skulle jeg også have en sort kjole til mit bryllup. Det var nok fordi, vi ikke skulle have noget, uden at vi skulle kunne blive ved med at bruge det. Men det var jo under krigen, i 1917, og vi havde ingen ting. Nu var vi endda heldige, at Far var i Sognerådet. Vi havde petroleum, og vi havde også nogen flere rationeringsmærker til forskellige ting. Men ellers havde vi ingen ting dengang.

Vi sad ved tellelys. Der var nogen der fik installeret gas, men det ville Far og Mor ikke have, fordi de var bange for, at vi skulle gå hen og springe i luften. Der var jo også nogen steder, hvor det gik hen og sprang i luften, fordi de havde lavet noget rod. Vi brugte lys lavet af fåretalg til alle var inde. Petroleum skulle jo især bruges i stalden. Men når vi havde spist mellemmad, så blev lampen tændt, det havde vi petroleum til. Så kunne vi sidde omkring og lege med legesager, og Far kunne læse, og Mor kunne strikke, og hvad de nu kunne. Men ellers havde vi hjemmelavet tellelys.

I 1918 havde vi jo Spansk syge. Der døde så mange så mange. Der var for eksempel graveren fra Hørmested. Dengang epidemien begyndte sagde han, “nu bliver der penge at tjene”. Så mistede han fire eller fem børn. Han var den første.

Det var jo så smitsomt. Så var der et par mennesker, der havde en bette ejendom, som Mor og Far kom sammen med. De var også fra Jerup, som Mor var. De havde ingen børn eller noget. Og den kone hun havde nogen svage lunger. Så sagde Mor til Far lige før Jul, “du bliver nødt til at gå ud og se, hvordan Alice og Karl de har det, hvis nu de har Spansk syge, så er hun meget syg”. Far gik derud, og så var hun død. Det var lige før Jul. Juleaften var vi oppe allesammen og fejlede ingenting. Far var til begravelse med hende inden, den dag til Juleaften.

Anden Juledag lå de i sengen allesammen. Karlen blev sendt hjem, men alle de andre, mine seks søskende og Mor, lå i sengen. Ingrid, den bette var lige født om sommeren, og jeg var 15 år.

Så der var kun Far og jeg til at gå og passe. Og Far kunne ikke malke. Vi havde nok 14 køer. De malkede selvfølgeligt ikke allesammen, men de skulle da malkes tre gange om dagen. Det gjorde jeg. Jeg malkede dem og gjorde spandene rene. Jeg passede dem inde i sengene. Jeg kan ikke forstå i dag, hvordan jeg gjorde det? Mor hun var møj syg. Og de andre fem-seks unger de lavede jo en værre ballade inde i sengene. Men lige så snart de fik næsen uden for sengen, kunne de jo ikke være oppe. Så dem passede jeg.

Far var en af de mandfolk, som på den tid ingen ting kunne lave. Det har jeg tit tænkt på. Så idiotisk. Han stod ude om aftenen. Jeg malkede jo, og gjorde spande rene og gav kalve. Og om aftenen syntes Far, det var synd, jeg skulle være ude i den mørke kostald alene. Så Far stod og hang over svinestien istedet for at tage en spand og prøve, om han kunne have malket en ko.

Kan I tænke jer sådan en generation? Når han ikke kunne malke, så kunne han ikke sætte sig til en ko og prøve, om han kunne have rykket noget af.

Jeg var kun 15 år. Det må have været hårdt, men jeg kan ikke huske det. Far og Mor snakkede også siden om, at de ikke kunne forstå, at jeg kunne lave alt det dengang.

De blev jo raske, men der gik lang tid, før Mor hun blev det.

Men det hele var så idiotisk. Mor var jo så dygtig – også ude. Hun var den, der kunne sprede møget. Det kunne hun gøre. Jeg rendte jo selvfølgeligt og pjattede og hjalp hende. Men efter Ingrid fik Mor en skade, så hun ikke kunne lave hårdt arbejde. Og jeg var jo konfirmeret, og så bød det sig selv, at jeg skulle sprede møg. Og vi havde jo alligevel altid tre heste, nogen får, nogen grise og mere. Så der var en stor mødding. Men det bød sig selv. Karlen læssede vognen, og Far kørte det ud i marken og hakkede det af i nogen dynger. Så satte han sig på vognen og kørte hjem igen efter en anden vogn, som han kørte ud. Jeg skulle sprede alt det møg alene. Det gjorde jeg i flere år. Istedet for at Far han lige jagede til at tage en greb hen mod aftenen, hvor jeg var træt. Ja, også i løbet af dagen. Han kunne let have spredt det meste og efterladt et par dynger til mig. Det eneste han sagde var : “Nu må du passe på, der ikke er for store nogen klatter, for så bliver der jo sådan en grøn busk, og det ser jo ikke godt ud i en mark”.

I dag forstår man slet ikke de forhold. Der var aldrig nogen, der brokkede sig over sådan noget dumt noget. Der var jo meget, der var så dumt så dumt. Det bød sig selv, sådan var det bare.

Far havde jo mange offentlige arbejder. Han var sognerådsformand i mange år. De var vist nok syv medlemmer dengang, og de havde en stue i Åsted skole, som de kaldte sognerådsstuen. Der skulle de ned. Det var jo mest Venstrefolk, en enkelt radikal og en enkelt højremand som Far. Så fik de en socialdemokrat fra Kvissel. En frisk og pæn mand. Og også en dejlig mand. Engang var Far gående derned i et par støvler, som næsten ikke var til at få hverken af eller på. Det var om vinteren. Så kom lærer Munke og inviterede dem ind på kaffe. Men det ville Far ikke, for han kunne ikke komme i hans støvler. Så sagde den her socialdemokrat, “jeg skal nok bære dig ind. Jeg vil fandme hellere bære en konservativ end en radikal”. Sådan var det.

Jeg ved egentligt ikke, hvorfor det var Far, der var sognerådsformand, når der var flest Venstremænd. Det var nok ikke så meget efter politik. De var jo ikke så mange.

Når de skulle lave skatteligning, var de altid hjemme hos os. Så lavede Mor kaffe og mellemmad. Det varede jo noget længere. De snakkede om de forskellige. Det var vist nok noget på lutterkig. De snakkede for eksempel om, hvorvidt en mand og hans husholderske skulle beskattes sammen. “Det må du vide Kresten”, sagde de. “Det ved jeg ikke noget om”, sagde han, “men jeg ved at de tisser i den samme potte”. Så blev de sambeskattet.

Far var jo en Skærum dreng, og det var tør jord. De små ejendomme derude kunne ikke få det til at gå i det sand. Så kom de til Far. Han var jo både sognerådsformand og også i tilsynsrådet for Frederikshavn Sparekasse. De kom og spurgte, “om ikke han kunne købe deres ejendomme”. Så gik Far til Sparekassen og spurgte, om de ville lægge penge til. Og det gik Sparekassen med til. Så han købte alle de små ejendomme. Det var godt. Og så plantede de og brugte det som tilskudsarbejde. Det er det område, der hedder Katsy bakker. Det er et stort område, der er plantet og fredet med genforeningssten. Hele det areal blev lavet dengang som tilskudsarbejde.

Der i 30’erne var der jo ikke noget arbejde. Kommunerne satte derfor nødarbejde igang. Vi havde også nogen i Kringeholt, der gravede træstubbe op. Vi skulle betale noget, så betalte kommunen resten.

Far fik også sat nogen dybe pæle med lænker langs med vejen derude, fordi der var nogen dybe skrænter, hvor folk kunne skride ud, når de kørte i mørke. Og han var så stolt, da han havde fået sat dem op. For det kunne holde, og nu var der ingen, der kørte ned. Efter så at Frederikshavns kommune havde overtaget det hele, så kom der et miljønævn. “De ville have lænkerne fjernet, for de misklædte miljøet og hørte ikke til”. Og Far kom op til os. Det var et par år, før han døde. Han var så ked af det. “Det er tosset”, sagde han, “nu vil de have dem fjernet. Så er der bare nogen, der kommer galt afsted og skrider ud”. Men så kom Fredningsnævnet og sagde, “de skal blive stående, de misklæder ikke noget, og de skal vedligeholdes altid”. I skulle se Far, da han kom og fortalte det. Der var han glad.

Jeg kan også fortælle om, hvor fattige de var. Jeg var kun fem år, da jeg blev sendt ud til nogen af de fattige gamle mennesker, der boede omkring os. Først kom jeg til Maren. Vi bagte hjemme i en stor ovn og slagtede. Og så havde jeg en kurv, jeg gik ud med.

Når jeg kom op til Maren, havde hun et stort stykke sukker oppe på en hylde. Så bed hun et stykke af det, og så fik jeg det stykke, hun havde i munden. Når jeg kom hjem til Mor, fik jeg besked på, at jeg ikke måtte spise Marens sukker, “for så manglede hun det”.

Jeg kom også til Line med brød. Engang var hun ved at kærne smør, og dét skulle jeg også have noget af på et stykke af det brød, som jeg kom med. Og så med farin på. De havde én ko, og der havde Line nok samlet fløde til smør. Dengang jeg kom hjem og fortalte det, blev Mor vred og sagde, at jeg ikke måtte spise det brød, jeg kom med. Så hørte jeg, hun sagde til Far, bare ikke ‘tulle’ hun bliver syg. Hun har spist det gamle smør”.

Engang kom jeg hen med en krans til en gammel bedstefar, der var død. Og jeg skulle ud og se Bedstefar. Han lå i bunden af en vogn, og han var i hans bedste fine tøj og med nypudsede sko og det hele. Det skulle han begraves i. Han kunne ikke blive finere.

Så var der en bette pige, der døde af tuberkulose. Det var der mange der gjorde dengang. Hun var så pæn, så pæn. Hun havde lange sorte fletninger med lyserøde sløjfer og hvid kjole. Og hun var den sødeste dukke.

Der var en de kaldte lade-Line. Hun boede i en gammel lade. Og så gik hun hele sommeren i mosen og samlede kæruld. Og det kom hun i sække, og det lå hun i. Så var der kommet en ivrig forkæmper for de dårligst stillede. Og han havde en artikel i Vendsyssels Tidende med en tommestor overskrift, “Menneskeplageri i Åsted-Skærum – gammel kone bor i en lade”. Så gik Far jo ned til Line og viste hende avisen. Så sagde han, “Line, nu er du nødt til at skulle ned i fattighuset”. “Jeg skal ikke ned i fattighuset”, svarede hun, “du kan hilse den bette Søren Knudsen og sige, at han kan komme herned til mig, så skal jeg give ham så meget med den her stok i hans bare ende, at han vil døje med at gå herfra”. Så fik Line lov at bo.

Hun var lidt en eneboer men havde en datter, hvor hun vist nok kom op sommetider om vinteren.

De fattige kunne leve af ingenting. Det var mærkeligt. Hun kunne leve af gulerødder og roer. Og så var der jo nok nogen, der gav hende noget.

Men der var nu mange fattige ude omkring os. Dengang vi var børn, købte Far en bette ejendom. Og der var en have med kirsebærtræer og blommetræer og ribs. Nærved boede en fattig familie. De var fattige. Faderen rejste på arbejde hver søndag aften og kom hjem lørdag aften, og der fik de så nok at spise. Men ellers ikke. De bette som ikke gik i skole, de rendte altid rundt nøgne om sommeren. De store, der gik i skole, var i tøj. Når vi så kom ned og legede i den have, og bærrene var modne, sagde de, “åh, så skønt at I kommer, så må vi komme herhen og spise nogen bær”. Så spurgte vi, om de da aldrig gik derop, når de var alene. “Nej, det må vi ikke, for det er at stjæle”, svarede de. De var så ærlige trods det, at der kun var et bette stykke hen over en mark. De gjorde det ikke. At de kunne være så ærlige trods det, at de var så fattige.

Og de var så glade, når deres to geder malkede, for så fik de dyppelse til kartoflerne. Ellers fik de kun kartofler.

De havde en stue med en stor kogekakkelovn i. De havde godt nok noget, der skulle være ligesom et køkken, men der var ikke noget komfur. Så havde de et stort rum, hvor der stod en stor kasse med halm i. Og der lå børnene i. Og så var gederne der og gæssene og hønsene og fårene. Det hele var i det rum, men de lå bare i en kasse med halm i. De børn har fået gode stillinger allesammen og har været dygtige. Jeg tror ikke børn i dag kunne være så ærlige.

Det var jo konen derfra, der hjalp Mor dengang vognen væltede ned over Far. Så Far kunne få luft. Og efter den tid fik de brød, hver gang vi bagte, og når vi slagtede, fik de kød. Det var dem, der hjalp til, så Far han ikke var død. Så der blev sendt ned til dem hele tiden. Det blev betalt på den måde.

Men de havde ikke andet vand, end det de hentede i den dam, der hører til vores.

Når Sofus kom hjem lørdag aften, så skulle den ældste dreng, Fridjolf, have tæsk, fordi Faderen vidste, han havde lavet noget, han ikke måtte. Han var vel tolv år eller noget. Faren var vist også fuld, når han kom hjem. Men så fik de noget at spise. Han havde mad med.

Så havde vi fået sådan en fin hund derhjemme. Det var en fra Island, der var med et skib til Frederikshavn. Han havde sådan en fin sort politihund med. Og den måtte han ikke tage med tilbage. Far han boede jo nede ved havnen, da han var soldat i Frederikshavn, istedet for at bo på kasernen. Så kom han ind og spurgte far, om ikke han ville tage den hund med hjem. Og det gjorde han så.

Den var så klog den hund. Den kunne alt. De bette, Selma o.s.v., var engang nede og besøge en gård ca. 4-5 km væk hen over engen mod Frederikshavn. Så var det blevet for tåget, og de kunne ikke komme hjem. Den fremmede pige og jeg skulle så gå ned efter dem. Og det kunne vi godt, når vi tog hunden med. Da vi kom til skolen, kunne han spore dem. Og de var jo ikke gået lige. Sommetider havde de leget, og så måtte vi ud på marken. Han sporede dem lige til døren og bagefter hjem igen. For vi kunne jo næsten ikke se for tågen.

Min bror og karlen havde ham også med oppe i heden. De var oppe og plukke bær en aften. Og det var en lørdag aften, hvor Sofus kom hjem, og han var så ude og se efter Fridtjof, fordi han ikke var kommet hjem. Han var faldet og lå oppe ved en busk oppe på bakken. Og der fandt faren, Sofus, ham. Og han tog ham op, og drengen skreg jo. Så strøg hunden derop som et lyn og satte begge poter op på Sofus’ bryst, og så knurrede han. De børn rendte jo ovre ved os, så hunden kendte dem. Lige så snart drengen begyndte at hyle, var hunden oppe og redde ham fra faderen. Faderen blev jo helt hvid i hovedet, og så sagde Magnus, det var den karl, vi havde, “du kan bare prøve en gang til. Og du skal love mig, at du ikke rører Fridtjof mere, for ellers siger jeg PUS, så kan den nemt bide struben over”.

Det var sjovt, hunden gjorde det. Men en dag var den væk. Vi var ellers så glade ved ham. Men den strejfede jo, og det måtte de ikke. Så Far fik ham lige så stille væk.

Plantagen er jeres. Det er jo min Far, der har købt de ejendomme og lagt det sammen.

Han lavede jo først en stor sø hjemme i haven. Der var kun nogen tørre marker og nogen smådamme.

Neden for stuehuset var der en dam. Den faldt Selma i engang, og Thorger hjalp hende op. Hun var nok tre år, og han var fem, så det var godt klaret. De skubbede til nogen isflader med en pind, og så faldt hun jo i, den bette myre. “A’ fik fat i hendes bukser”, sagde han.

Så blev den dam fyldt op. Den var lige neden for stuehuset. Så var der lidt længere henne tre-fire huller og så to deroppe. Der var fem-seks huller ialt. Så blev det hele gravet op til en stor dam, flot dam. Det var et flot anlæg, og det var den første dam, Far lavede.

Men så købte han jo Plantagen og lavede den sø, som er jeres. Kan I forestille jer at grave en kanal, der er dybere end den her stue og køre jorden væk. En gammel mand og hans karl. De blev ved med at køre væk og køre væk, indtil de fik den kanal, og de kunne få lagt et rør i. Og så havde de en hestegang til at køre med en snegl, så de kunne få vandet ud af dammen og få den gravet op.

Da de gravede den op, fandt de i bunden af søen først de store moseeg. Så lå der et lag hasselnødder, helt fine, og derunder var der et lag strandskaller. Det var fra istiden.

Det går jo højt op til begge sider, og mod vest ligger der en dam oppe på toppen. Den hørte til en ejendom, som Far købte. De havde ikke andet vand end den, og de gik op og hentede det i spande. Det var jo frisk. Far drømte om at få lagt rør deroppe fra og ned til gården, så det kunne løbe selv. Det fik han jo ikke lavet, og så fik vi jo rigtigt vandværk. Der var altid frisk vand. Nu er den vist groet til med andemad.

Men I skal få sat det rigtige skel op, så I ved, hvad I ejer og har.

I har jo også Heden. Det er jo også jeres.

Vallekilde Højskole

Jeg var på Vallekilde Højskole. Det var en lang rejse dengang i 1923. Jeg rejste fra Frederikshavn klokken et-to om eftermiddagen om søndagen og kom til Vallekilde Højskole klokken seks næste eftermiddag. Det var en ordentlig tur, men der var også lidt forsinkelser undervejs.

Det var en Grundtvigsk Højskole. Hvis man læser højskolens historie, så var Trier og Kold nogen af de første højskolefolk, vi havde. Og Trier han startede Vallekilde højskole. Hans datter Sigrid var der. Hun var Grundtvigsk, og hun var hysterisk – i tro og alt. Når hun fortalte bibelhistorie, var hun god men helt tosset.

Men det var Poul Hansen og Uffe Grossen, der var forstandere.

Vi var 93 rigtige elever, men så kom der nogen herop, som måske skulle flygte eller noget. Vi havde blandt andet en polak. Når nogen spurgte hende, måtte hun ingen ting sige. Hun var en dejlig pige og kunne noget dansk. Vi kunne ingen ting få at vide, ingen vidste noget om hende, andet end at hun var der. Pludselig en dag var hun væk. Hun var altså skjult et stykke tid. Sådan kom der nogen. Hvem det var, de dækkede, vidste vi ikke. Der kom tre fra Island, som var der en måned. Flotte, pæne piger. En dag vi kom op, var de væk. Ingen opdagede, de var forsvundet. Vi fik ingenting at vide.

Vi lærte dansk, skrivning, regning og alle slags skolefag, og så havde vi gymnastik, håndarbejde selvfølgeligt og mange foredrag om forskellige emner og udflugter. Vi havde det så skønt og så godt.

Men der var disciplin. Det var kun piger, og vi måtte ikke snakke med fremmede herrer eller omgås karlene. Der er sådan en stor elevbygning, som var ny dengang, i tre etager. Jeg boede oppe på Nordstjernen. Det er det samme i dag. To hold trapper op og ned.

Til skolen hørte en gård, og når vi skulle på wc, skulle vi op på gården. Vi skulle rende så langt. Også om natten. WCet var sådan en træbygning, hvor der var mange wc-kasser. Og det var lige over gårdens mødding. Så når de kørte møj, så sad vi deroppe, og de stod dernede og læssede møj.

Der var også mange gange om morgenen, når vi kom op. Så var der nogen, der ikke turde rende ud i mørket og skulle tisse. Så kunne vi møde det hele vejen ned. Og der var også somme tider noget andet, vi kunne møde hele vejen ned af trappen, når de ikke kunne nå derop. Jeg var nu aldrig uheldig, men det var der nok nogen, der var.

Vi måtte ikke have lov at snakke med nogen fremmede. Men jeg har jo altid været heldig, det er også mærkeligt.

Dengang jeg kom derover, var jeg da bare en dum tøs, der slet ikke havde været ude. En af de første morgener jeg kom ud, blev mit navn råbt op, og jeg skulle hen til fru Sigrid. Og det var, om jeg ville tage morgenvagten for en af pigerne, der var fra Skærum. Jeg kendte en søster til hende. Hvis hun kunne få en afløser til om morgenen, kunne hun komme til Sønderjylland, hvor hun havde en bror, der skulle giftes. Det var i pinsen, og hun kunne få de fire pinsedage, hvis jeg ville tage hendes morgenarbejde. Og det ville jeg da gerne. Vi levede jo vagt, for det var der efter krigen, og der var ikke meget.

Da jeg så kom ned i køkkenet, fik jeg rundstykker med rigtig smør og kaffe. Ellers fik vi jo noget magarine og ingen rundstykker. Så havde jeg det morgenarbejde. Jeg skulle jage til at gøre en skolestue rent og noget andet. Men så kendte jeg pigerne, og fru Sigrid mig, og da hun vidste, hvilken familie jeg var fra, kendte hun også Bedstefar som folketingsmand og vidste, at han var en god grundtvigianer. Og Bedstefar var en af de første elever, der havde været på Vallekilde Højskole. Der var jo drenge om vinteren og piger om sommeren. Så jeg fik jo straks en god stjerne derovre, og fik mange tjanser.

Men drenge måtte vi ikke snakke med. Og det fristede ikke mig. Jeg skulle ikke ud. Og hvordan nogen kunne gøre det.

Men der var den pige der, og hun havde en bror, der tjente på gården. Han var elev deroppe. Så var der et bette cafeteria, hvor vi måtte gå hen og selv drikke kaffe. Vi måtte ikke gå derhen med nogen mandfolk. Hvis det skete, og hun opdagede det, blev man vist fra skolen.

Men jeg måtte nok gå med Ernst og Agnes derhen. Så det var tit, når vi sad, så råbte de “Rigmor, vil du med hen og have kaffe”.

En af lærerne på højskolen var gift med en datter fra Trøderup Gård, vores nærmeste nabo derhjemme. Og hans svoger og søster kom vi møj sammen med derhjemme. Så hun kendte jo mig fra hendes hjem. Så det var ikke så længe imellem, at Vilhjem Larsen sagde, “nå Rigmor, vil du med mig hjem og have kaffe i aften”. Og de andre sagde, “Rigmor, du er altid så forkælet, vi andre får ingenting”. Vi fik jo ingenting om aftenen og levede møj vagt. Ja, vi fik nu nok at spise, men det var meget ensformigt.

Så var der en lærer ved siden af Vilhjem Larsen, en gammel én der hed Bennik. Og sommetider sagde han, “i aften må du nok hellere komme med mig hjem, Rigmor”. Jeg var rigtigt godt forkælet derovre.

Vi havde jo festaftener med dans og det hele. Sigrid og Poul Hansen havde tre ugifte sønner og en datter, der hed Rigmor, som var håndgerningslærerinde og to år ældre end mig. Men der var en søn på 22 og en på 16 år, og så var der en fem-seks karle fra gården. Når vi havde fest med musik, så sad de på balkonen. De måtte ikke komme ned og danse med os.

De ville da gerne have været nede og danse, og vi ville også gerne danse med dem. Men nej, nej. De måtte heller aldrig snakke med os. Hvis vi mødte Folke, som siden blev højskoleforstander, ude i haven, måtte han nok sige goddag, men han måtte ikke snakke med os.

Det var hårde betingelser.

Den sidste aften vi var der, var der een fra Vendsyssel, der ikke var kommet hjem. Hun havde fået en kæreste derovre. Hvordan i alverden de var kommet sammen, ved jeg ikke. De var nok smuttet op i høet. Det havde Sigrid så fundet ud af. Og hun var ikke kommet hjem den næstsidste aften, vi var der. Det var natten før søndagen, og vi skulle rejse mandag. Og der skulle jo være fest hele dagen, der skulle gøres så meget ud af os der til sidst.

Og klokken seks om morgenen hører vi klask, klask, klask, og så en der vræler sådan. Det var Sigrid, der var kommet og trukket hende ud af sengen og tæskede hende sådan, og så skulle hun pakke sig og ud. Dengang vi kom op, var hun væk. Det var den dag, vi skulle have afslutning, så der var ikke nogen feststemning den dag.

I kan tro hun var streng. Og som hun kunne fortælle bibelhistorie. Hun gik helt op i det.

Men hende pigen blev gift med ham, så det var ikke bare pjat. Hun bor nok derovre et sted.

Så var der denne her cykeltur. Dengang vi kom hjem til skolen, så stod de i køkkenet “hov, Rigmor, kom herned. Vi har grød, og vi har kage”. Men jeg fulgtes jo med en pige fra Sønderjylland, som også gik på skolen. Så sagde jeg, “må hun ikke komme med”? Men det måtte hun ikke. Det var kun mig, der måtte komme ned og få noget ekstra, fordi jeg havde gjort tjeneste der, og Sigrid kendte mig. Sådan en disciplin var der. De måtte ikke engang give hende en klat rabarbergrød.

Grunden til, at vi tog på cykeltur, var, at lærer Munchs datter fra Åsted var på et eller andet i Roskilde. Hun havde nok inviteret, og så skulle jeg ned og besøge hende. Så vi kørte ned en dag, boede der en hel dag og kørte hjem tredie dagen. Hun var et sted, hvor der var fanger. Vi kunne se dem gå i nogen bure. Så vi så Roskilde Domkirke og flere andre ting.

Dengang vi skulle køre, kom Rigmor, forstanderens datter og sagde, “det er galt I kører nu, for der er 31 grader her i skyggen. Det er for varmt at cykle, det er farligt”. Vi kørte jo først efter middag, for vi skulle have timer om formiddagen. Men vi cyklede afsted. Der var jo grusveje og mange biler derovre. De støvede jo meget, og vi måtte jo heller ikke cykle uden strømper. Jeg havde godt nok kun lige et bånd og så strømpeholdere, bukser og en løs hvid kjole. Men vi var jo så tørstige.

Så var det, vi gik ind et sted, hvor vi så der stod en pumpe, og spurgte, om vi måtte have lov at pumpe lidt vand at drikke. Så sagde de : “Nej, vi kan ikke have alle og enhver til at pumpe vand af vores pumpe”. Vi fik et helt chok. Det var aldrig noget, vi troede kunne ske. Men vi kørte så et stykke videre, til vi så en pumpe til. Der gik vi igen ind og spurgte, og svaret var : “Nej”. Så cyklede vi videre og prøvede en gang til. Der sagde de, “det kan I tro, I må. Nu kan I komme ind. Vi kan høre, I er jyder, og vores børn de er i Jylland, og de siger, at folk er så gæstfrie, og at de bliver taget så godt imod alle steder”. Så vi kom ind og fik kaffe og kage og vand og mellemmadder med os.

Men det var vores første bekendtskab med sjællændere. Jeg kan slet ikke forstå, det kunne finde sted. Der kom aldrig nogen til hverken Bedstefar i Skærum Hede eller Bedstefar i Jerup, uden at – hvis de ikke havde noget – så fik de brød og mælk med. Altid. Det gjorde de.

Ung pige

Jeg måtte ikke komme ud og tjene. Jeg har aldrig haft en rigtig plads. Jeg kom op til min onkel og tante, fordi de manglede en pige, og jeg kunne undværes et stykke tid. Så var jeg deroppe.

Og da jeg kom hjem fra højskole, kom Paster Bremer og sagde, at deres pige var blevet gravid, og om ikke han kunne få mig derned. Så var jeg dernede lidt over et halvt år.

Der var også mange oplevelser. Jeg kom med dem ned til tandlæge Friis, hvor de havde sommerhus. Det resulterede i, at Fru Friis og Fru Acacie Nielsen kom til Kringelholt og fik startet Sindal Husmoderforening.

Jeg var over 20 år, før jeg måtte komme i et forsamlingshus. Men vi kom jo i ungdomsforeninger og sådan noget.

Jeg havde en veninde. Hendes Mor var Indre Mission og enke. En gang om måneden blev der holdt missionsmøde. Og det var vældigt hyggeligt med sang og så videre. Men så kom der en missionær. Og han fortalte, at når ikke vi troede nok på Gud, så kom vi til at ligge i en stor ovn med glødende kul, når vi døde. Og der skulle vi ligge og brænde i evighed. Det var den straf, vi fik. Det tog ikke ret lang tid for mig at løbe hjem den aften. Jeg var så bange. Så sagde jeg til Far, “kan det passe”. “Nej”, sagde Far, “men du skal nu passe på, at du ikke gør noget, så du har dårlig samvittighed. For det ville da være skidt at gå hen og dø og så blive ved med at have dårlig samvittighed”.

Jeg var den ældste, og jeg skulle være hjemme. Jeg var den, der var bedst til at arbejde. De andre de var ikke så raske. De kunne ikke så godt holde ud.

Jeg var ikke ked af at arbejde hjemme. Jeg var så glad for at arbejde. Jeg tænkte altid, når jeg gik i seng og havde lavet en masse : “Tænk hvis jeg ikke havde noget at bestille, det var skrækkeligt”.

Men så var det blevet bestemt, at jeg skulle til England. Lærer Knudsens kone hun havde en søster i England, og så skulle jeg over til hende. Det hele var ordnet, dengang jeg var 23 år.

Så købte Far Ramsholt. Så kunne jeg rejse derned. Og så fik jeg jo en kæreste, og han ville giftes. Jeg kom ikke ud og tjene noget.

Og de 1500 jeg havde skrabt sammen med møj møje, min konfirmationsgave og alt muligt. Så spurgte Far, om han ikke lige kunne få lov at få dem, dengang han købte Ramsholt, fordi han var ked af at gøre lån i Holmen. Der skulle ikke gøres lån, man skulle kunne skaffe pengene.

Dem fik jeg igen 10-15 år efter. Ja, jeg har brevet endnu. Far skrev, at nu fik jeg 1800 fra Ramsholt, så fik jeg ikke mere, men jeg skulle ikke være ked af det, for nu troede han nok, at Thorger var ved at være en holden mand og kunne få det til at gå. Havde jeg fået renter af mine penge, så havde de været fordoblet eller noget. Jeg fik kun 300.

Jeg har aldrig rigtigt fået noget.

Forloves og giftes

Den første gang jeg så Ole, var jeg nok 15-16 år. Min Bedstefar han boede jo hjemme de sidste år og skulle i kirke om søndagen. Så jeg kørte ham i jumpen til kirke hver Søndag. Dengang kunne der være begravelse efter gudstjenesten, og det skulle der være den dag.

Da vi gik ud af kirken, og jeg skulle ned efter jumpen og hestene, så vendte jeg mig om, hvorfor ved jeg ikke. Der stod der en mand i kirkedøren, og han var så pæn, at jeg kunne blive ved med at se ham for mig.

Det var Ole. Han stod der og ventede, for de kom med en kiste, og han skulle hjælpe til med at bære ham ind i kirken, for der var ikke ret meget plads til at komme igennem. Det var en af deres naboer fra Holtet. Det stod han og ventede på.

Derefter så jeg ikke Ole, før jeg var 19-20 år. Og han kunne også huske mig. Var det ikke sjovt. Han kunne huske mig ligeså tydeligt. Så mange år.

Jeg var godt nok oppe ved min onkel i tre måneder, og det var nabo med Holte. Men der var Ole på Fyn, så jeg så ham ikke, men jeg kom til at komme sammen med hans søster. Siden kom jeg derop igen, og var der et stykke tid, før jeg skulle på højskole. Der så jeg så Ole og traf ham.

Han ledede gymnastik den vinter, og jeg gik også til gymnastik i Lendum, men det var en lærerinde, det var ikke ham. Ole pralede altid af, at han havde haft mig under kommando. Men jeg sagde nej, jeg havde aldrig stået under hans kommando. Han ledede gymnastik i fire år, men jeg gik kun til gymnastik i ét år.

Der kendte jeg ham. Men så kom jeg på højskole, da jeg var 20 år, og da jeg kom hjem købte Far jo Ramsholt, og jeg kom derned. Men så kom Ole ned til Ramsholt, og vi kom til rigtigt at kende hinanden.

Han var jo meget omsværmet, Ole. Han var jo pæn og alt. Han kunne ikke være i fred. Men jeg har jo altid været genert, så jeg kom jo ikke i forreste række nogentide, men alligevel.

Engang jeg var til bal og dansede med Ole, så kom hans søster og en møj flot, fin pige, som ville have ham. Hun hed også Rigmor. Så sagde Rigmor, “nu har Gunhild og jeg bestemt, at vi skal være svigerinder”. “Det kommer ikke mig ved”, sagde Ole. “Jeg skal ikke have noget med det at gøre”.

Da var det bestemt, at vi skulle være.

En gang kom vi cyklende og skulle gå op ad en bakke. Vi gik og trak vores cykler lige ved kanten af grøften. Så ville han tage om mig, men så faldt vi ned i grøften med begge cykler over os. Det var jo ikke så fikst.

Vi blev forlovet d. 6. august og fik ring på dagen efter, at Oles søster blev gift. De var ved at trække i klæder og skulle til bryllup med hans søster og jeg skulle op og varte op. Nu kom jeg så møj sammen med hans søster. En dejlig, dejlig pige.

Jeg var kommet lidt før, og vi gik en tur ude i skoven, Ole og mig. Så sagde han, “nu siger jeg det lige til Mor og Far, inden vi skal i kirke”. Og så sagde han, vi var blevet forlovet. Og Bedstefar blev så glad. Men Bedstemor sagde ikke meget, for hun havde bestemt en anden til Ole, så det var jo ikke lige sagen. Hun hed også Rigmor, og hun var en Skudsig, og det var noget fint, men det var også det eneste, der var ved hende. Det vil jeg nu nok sige.

Men Bedstemor sagde, “åh, så skulle du have været med til fest”. Men jeg sagde, “Nej, det skulle jeg da ikke”. Og der var ingen, der sagde noget.

Dagen efter var vi nede og få ring på. Mor hun havde en anelse. Far han havde ikke spor anelse. “Så tager vi den vej”, sagde Ole. “For jeg skal have spurgt først. Det skal gå rigtigt til”. Far han var lige ved at falde ned. Han anede ikke spor. Så de vidste ikke ret møj om det.

Så havde vi bryllup den 22. november 1927. Så det var ikke så længe, vi var forlovet. Far og Mor havde sølvbryllup d. 18 november, og der var mange gæster. Så det var ikke et stort bryllup. Det blev holdt hjemme. Og det var jo vinter.

Til sølvbrylluppet skulle der være flagallé hele vejen ned til Trøderupgård, og det var langt. Men det havde frosset så hårdt, at de måtte hakke jorden op med ishakker, for at få flagene i. Da klokken var seks om morgenen, kom der én listende ind. “Rigmor, Rigmor er du her ikke”. Jeg lå på gulvet i dagligstuen, for alting var jo besat. “Åh, vi fryser”, sagde han, “og vi trænger sådan til noget varm kaffe”. Så det gav jeg dem klokken seks.

Til brylluppet var vi ikke flere, end vi lige kunne sidde inde i stuerne. Det var kun de allernærmeste. Det var ikke et stor bryllup.

Det var da også ligegodt.

Kringelholt

Vi købte gården i 1927 på tvangsauktion en måned før, vi blev gift. Vi overtog den fra Banken – den nuværende Egnsbank Nord.
Det var en Thomsen, som havde haft den i fire år som ungkarl. Så blev han gift. Men hende han skulle giftes med, hun ville ikke giftes, før han fik bygget et nyt stuehus, for hun havde tuberkulose. Hun ville i et nyt stuehus med en lukket veranda, så hun kunne ligge derude. Men gift blev de, og de fik også en bette dreng, men da han var to år, så døde hun.

Da vi købte Kringelholt, havde familie og alle så meget imod det, for der var tuberkulose overalt. Der var tuberkulose i køer, høns og grise. Og hun var død af tuberkulose. “Det var ikke en gård at flytte til”. Men vi ville så gerne have den, for der var jo alt det natur. Fiskedammene var der, og der var plantet noget. Ole var jo vant til at gå på jagt. Der var nogen og firs tønder land, og vi gav vel 62.000 for den. Så var der det nye stuehus, en forholdsvis ny kostald og en god lade. Og så var der hus i Vester side af gården, men det var ingen ting til. Det var råddent. Der var to heste, ni køer, 10 grise og høns.

Men køer og grise var jo billige den gang.

Vi overtog til den første november. Og da regnede det. Roerne sad i. Og kartoflerne sad. Og det regnede uafbrudt. De prøvede jo at fiske noget op. Det de kunne i det regnvejr. Så begyndte det at sne, nok den 8.-10. november. Hver dag kørte de til Holte, Oles hjem, i slæde og spiste middag, indtil vi blev gift den 22. november.

Den dag vi blev gift, var der også sne. Vejen var kastet op fra mit hjem til kirken, så jeg kørte til kirke i bil. Men Ole var kørende i slæde, og vi kørte hjem om natten i slæde. Da vi kørte hjem, frøs jeg sådan om mit ene ben. Jeg kunne ikke forstå det men tænkte ikke på det. Da vi kom hjem, opdagede jeg, at jeg havde siddet med benet uden for fodposen hele vejen. Vi skulle jo skynde os sådan i, fordi de pøsede med sne og med ris.

Men så kom vi hjem. Og det er ikke som at komme hjem i dag, når de bliver gift. Der var sat æresport op med lys i. Og der stod tillykke og velkommen. Og så var der varme over hele huset og friske blomster sat i.

Vi skulle have lov til at sove længe den første morgen. Karlene havde sagt, at de skulle nok tage morgenmad, og vi skulle bare sove. Og vi var kommet sent i seng. Men Bedstemor og Bedstefar fra Holtet og min onkel og tante de kom, så snart det var lyst og ville have deres formiddagskaffe og se den fine æresport. Og så var spisekammeret fuldstændigt tomt. Der var noget brød og smør, men der var ingen mælk. Den gang kunne de jo ikke drikke kaffe uden fløde, så jeg rendte ud og malkede lidt af en ko. Men jeg turde ikke servere så lidt mælk, som det de skulle have i deres kaffe, uden det var kogt. Endda kogt op to gange.

Sådan var alt det mad, jeg skulle lave i mange år. Vi fik ikke spor, uden det var kogt, fordi vi var bange for tuberkulose. Der var aldrig nogen af os, der blev syge. Men vi blev ved med at slås med tuberkulose i mange år. Hver gang køerne lige var blevet frie, var der pludseligt to-tre køer, der faldt igen. Det var der ingen, der kunne forstå. Så viste det sig, at en nabo havde fået deres bedstemor derop og bo. Og hun gik nede i skellet ved vores mark. Ja, det var da efter, at Inga og Ellen de var store. Der gik hun og plukkede bær og spyttede. Og der gik køerne jo op imod, og så har de spist det. Det blev opdaget ved, at manden deroppe blev syg. Han var hårdt angrebet af tuberkulose, og de skulle undersøges. Så opdagede de, at det var den gamle kone, der havde smittet dem allesammen. Hele Tislum skole og alle os var under konstant kontrol i flere år. Det viste sig så, at hun havde boet på Bornholm først. Der havde hun mistet de første to mænd af tuberkulose. Så var hun flyttet til Sæby, hvor hun havde den tredie mand. Han var også død af tuberkulose. Og så flyttede hun derop. Hun var så stærk smittebærer, at hun kunne smitte en hel skole. Hun fejlede ingenting selv. Hun var fuldstændig rask og blev også gammel. Da de prøvede os, var der nogen, der havde noget i sig men ikke så meget. Jeg har aldrig reageret på nogen ting.

Nej, så begyndte vi jo. Penge havde vi ingen af, for Ole havde jo gået hjemme og ikke fået løn, og jeg havde gået hjemme. De 1500 kroner jeg havde på min sparekassebog, dem havde Far jo fået, dengang han købte Ramsholt. Så vi havde ingen penge. Og det havde Far og Mor heller ikke. Men deres og bedstefars navne var gode nok til, at vi kunne få gården.

Vi fik dog sovekammer-møbler, en buffet og nogen gamle stole og et bord hjemmefra. Og så købte Ole en sofa i Lendum for 5 kroner.

Der var ni køer, en halv snes grise og tre heste. Og jeg fik to køer, og Ole fik to køer, dengang vi blev gift. Så havde vi så mange. Og så havde Ole en gris. Den fik smågrise den nat, vi havde bryllup. Den havde fået grise den gang, vi kom hjem, og de lå ved patterne. Men soen lå op imod udmuren. Der var grise i enden af kostalden. Da Ole kom ud om morgenen var halen frosset af alle de bette grise. De var blevet sorte og faldt af. Men grisene levede godt nok. Han havde dog et problem med, hvordan han skulle få de grise læsset. Jeg sagde, at han bare kunne lade dem sluge et reb med en knude på enden.

Så koldt var der.

Og så sådan et stort koldt stuehus. Det var jo et flot hus, for hun ville i et flot stuehus. Det var bygget så flot. Gulvene var ligeså blanke, og det hele var så pænt.

Vi havde jo ikke noget at fyre med, for alting var vådt, men der var noget gammelt skidt i det vester hus, som vi fik raget ned og tændt op med.

Så skulle vi fyre med briketter. Og vi fik en pige nede fra Råbjerg, som var vant til at fyre med tørv. Og det var jo et problem. Det var jo ikke det samme at fyre med brikketter og tørv. Jeg sagde til hende : “Martha, du må ikke have lov at komme ret møj i. Bare et par briketter ad gangen”. Så alligevel en morgen, da var vi ude og malke, så sagde jeg, “rend ind og kom lidt i kakkelen, kun to brikketter, Martha”. “Ja”, sagde hun. Dengang jeg kom ind, havde hun fyldt kakkelen helt op. Det var sådan en stor kakkelovn, og den var rød hele vejen op. Kaffekanden stod ovenpå og kogte, og det hele kogte. Det var juledag om morgenen. Og tapetet var faldet ned helt fra oven og ned hele vejen rundt i stuen. Også hele vejen rundt. Det var en hyggelig julemorgen, men der var da varmt. Og vi fik da vores morgenkaffe, og så sagde Ole, “nu går vi til Holtet”, og så sagde vi til karlene, “nu må I gøre, hvad I vil. Om I vil i byen en tur eller hvad”. Men de sagde, de ville hygge sig derhjemme, om også tapetet var faldet ned.

Den morgen fik Martha nu ikke skældud. Og det fik hun heller ikke, når hun havde fyldt komfuret op med brikketter. Hun kunne ikke komme efter, at der var forskel på brikketter og tørv, så der var jo ikke noget at gøre ved det.

Dengang Ole blev 70, sendte hun et kort. Hun havde set det i avisen. Der skrev hun, at hun var i Aalborg og havde det godt. Og hun skrev, “at et sted, hvor hun havde haft det så godt, det glemte hun aldrig”. Jeg syntes ellers tit, jeg skældte hende ud. Når hun gik i hendes futsko udenfor og kom ind med pladder på og dappede på gulvene. Så skældte jeg ud, men det kan jo ikke have gjort noget.

De første et eller to år i Kringelholt malkede vi tre gange om dagen, som Far og Mor gjorde det. Men det blev vi træt af. Vi havde jo aldrig fri om aftenen. Så malkede vi to gange, men så skulle vi op klokken fire om morgenen og malkede igen klokken tre om eftermiddagen. Jeg har somme tider tænkt på, hvordan vi kunne sove med fem børn i soveværelset og så komme op og malke klokken fire. Men det var jo også dejligt, for så havde vi fri om aftenen. Og jeg fik da min middagssøvn. Den kunne jeg ikke undvære.

Vi havde jo fem børn inden 1938, hvor vi fik malkemaskine. Alle de unger.

Så fik vi sådan nogen pæne ampler. Ligesom den jeg har ude i gangen. Det er én, Far og Mor fik i bryllupsgave. Men vi fik sådan to ampler, som vi hængte i loftet med en bette lampe i. Der var jo ikke lys eller noget, børnene kunne komme til at rage ned. Det var farligt. Men de sloges jo med puder, så de nåede at få dem begge to slået i stykker, inden vi fik elektrisk lys. Når de lå alene derinde, se så var der jo kamp.

Nej, men at være fri for at malke tre gange om dagen, det var så dejligt.

Så haven. Der var plantet et læbælte omkring hele det store stykke, som var have. Det vil sige, der var plantet en tjørnehæk, tre rækker læhegn ved Vester side og så en række frugttræer. Og så havde vi jo en gammel have oppe Vester for. Der var nogen bærbuske og kirsebærtræer og de store træer, som er der endnu. Så der var noget læ.

Dengang vi kom dertil, var der kartofler lige op til huset. Der var ikke lavet noget have. Men der lå en tegning af en gartner, hvordan det skulle laves, og det lavede vi selv, som vi kunne komme til. Vi plantede haven efter den plan, der var. Men vi lavede den skrå. Da vi skulle have sølvbryllup lavede vi den om og lavede den plan, så vi kunne have et telt oppe ved huset.

Stuehuset det gyngede. Der var en stor sandgrav ved Vester ende. Og igennem gården havde vandet løbet, så når vi skulle fra stuehuset og over i kostalden, skulle vi ned og op. Døren var ude på enden af stuehuset. Så huset lå frit. Da Thomsen stadig var der, havde han jo denne lille søn. Og der var en pige fra nabogården, som skulle ligge ved den lille dreng, for Thomsen var altid i byen den gang. På det tidspunkt var jeg oppe ved min onkel og tante i skoven, og de morede sig sådan de her gamle onkler og tanter over, at den barnepige hun ikke turde ligge alene hjemme, når det stormede, fordi stuehuset vippede. De havde aldrig hørt noget så fjollet. Men dengang Ole han kom der op og lå alene, sagde han, “jeg tør ikke ligge deroppe alene, for stuehuset det vipper”.

Der var ikke støbt bro omkring, og det kunne ligesågodt være væltet det nye stuehus. Jorden var skyllet helt væk omkring. Det var det allerførste, de fik lavet, så snart det blev tøvejr. De gravede ned, kom sten i og støbte hele vejen omkring. Der var ikke et loft eller en væg i det store nye stuehus, der ikke var revnet. Så det var ikke noget sludder, hun sagde. Det var rigtig nok.

Nå, men det gik jo galt. Det var også derfor, han solgte. Det var banken, der købte ham ud. Han gik jo i seng til hende den her pige, så hun skulle have en bette, da hun var 17 år. Men gift blev de, og de rejste fra Kringelholt og til Amerika, og så har vi ingenting hørt. Men nu lige før jul var jeg til et sølvbryllup og kom til at sidde sammen med to, og de sagde, “vi kender nok dig. Vi ved nok, du er Rigmor Kringelholt. Vi har lige været i Amerika her i sommer, og vi besøgte Inger fra Kringeholt. Kan du huske hende”. “Ja, jeg kan da”, sagde jeg. Så havde hun to børn, men turde ikke komme hjem. Hun ville gerne men var så flov. Hendes mand var død, men hun havde det så godt.

Det første vi fik lavet, det var det bette hus Vesten til, hvor der var hønsehus. Der fik vi maskinhus. Det var det allerførste, vi fik bygget, og da var Niels nok 3 år. Han var oppe ved mureren. Det var sådan en gammel murer, der byggede det. Og Niels skulle jo have lov at have noget at lege med, så de pakker søm Ole havde købt, dem havde han givet til Niels. Og Niels havde banket dem ned i sandet og jorden allesammen. Så dem måtte Ole jo til at grave op og finde. Han havde jo ikke mange penge til at købe for, så de måtte ikke gå tabt. Men det havde de moret sig over. At knægten han kunne banke alle de søm i.

Vi havde en hævert. Den blev sat ved bækken, og så løb det derfra op til en tønde oppe på loftet i kostalden. Den tønde var så stor, at da vi tog den ned og satte den ned i haven, så havde vi et lysthus. Vi havde fået den fra et bryggeri.

Så de fik jo vand ned i kostalden. Men der kunne ikke blive råd til, at vi fik vand ind i bryggerset. Slet ikke. Vi skulle gå ud i kostalden efter vand. Jeg ville jo så gerne have vand ind. Så kom Otto Bakken hen og sagde : “Det kan lige passe, at Rigmor ikke skal have vand ind. Jeg har rør nok”. Han havde nogen rør, som han havde fået hjem til noget, og de kunne ikke bruges. Så han kom med rørene og en hane, og så fik jeg det ind der. Og smeden. Han sagde altid “ragme”. Han sagde til Ole : “Så kan du ‘ragme’ grave hullet, så lægger jeg det ind gratis”. Så jeg fik vand.

Ligesådan dengang jeg skulle have nyt vaskehus. Det måtte jeg heller ikke få. Så var det igen, at de her “mænner” trådte til.

Siden hen fik vi jo lavet en brønd. Der kunne de ikke finde vand. Så kom der en med en pilekvist og skulle finde vand. Og han gik jo så fint ude i gården. Så sagde han, “her er vand”. Så stod jeg og grinede henne i døren og sagde, “ja, der går en ledning fra kostalden og hen til grisene”. Men Ole sagde, jeg ikke måtte sige noget, fordi han var jo så fin. Men de gravede jo ned, og der var aldrig en dråbe vand. Så gravede de nede i bunden af haven, og der er brønden endnu. Der kom de til vand.

Børnene

Vi fik jo alle de her børn. Først fik vi fem, så var der et ophold på et par år, så tre til og så efter syv år kom den sidste. Da var jeg 47 år. Vi havde børn hele tiden.

Den første var Niels. Der var engang, vi skulle ud og malke hver aften, mens vi havde Niels. Og andenkarlen skulle så være barnepige. Han spillede dillettant og skulle synge den sang fra “En Søndag på Amager”. Og vi havde en barneseng med hjul under. Så hver aften, mens vi malkede, kørte han frem og tilbage med Niels, og sang så vi kunne høre det ude i kostalden. Da han var færdig med at spille dillettant, så ville Niels ikke sove, for han ville have den behandling hver aften. På den tid af dagen skulle der synges og køres. Sådan et vrælen vi havde de første 8 dage, efter han holdt op med at spille dillettant.

Inga blev født på sygehuset. Jeg havde jo noget vand i kroppen ved Niels, men ved Inga da havde jeg meget. Jeg var så tyk, at jeg ikke kunne komme i Oles træsko, og jeg kunne ikke se. Jeg kunne ikke læse avis. Jeg var blind.

Mor hun sagde, “du skal gå til doktor”. Men Bedstemor i Holtet sagde, “du skal ikke gå til doktor. Man ved nok, hvad man fejler, når man skal have en bette. Det er bare at gøre nar af dig selv, hvis du vil have doktor”. Færdig. Sådan var det dengang.

Så kom doktoren i Sindal ned og skulle se til en karl. Og han sagde bagefter, “jeg fik et helt chok, dengang jeg så dig, men jeg turde ingenting sige, for jeg vidste, det var lige op over”. Dengang jordemoderen ringede til ham, da havde han allerede ringet til ambulancen, så den var der lige så tidligt, som han var. Så blev jeg indlagt. Ingen havde troet, jeg kunne overleve. Heller ikke sygehuset. Jeg havde alt det vand og kunne gå i krampe. Jeg havde nok heller ikke overlevet, hvis jeg havde vidst, at en ung kone fra Hørmested var død deroppe en måned før, jeg kom ind. Hun døde af det samme men havde ikke halvt så meget, som jeg havde. Det er æggehvidestoffer i blodet, så man svulmer fuldstændigt op. Men Inga hun kom, og så fik jeg krampe. Havde jeg fået krampe, før hun blev født, kan de ikke gøre noget. Det kunne de ikke dengang. Så dør man bare.

Så kom overlægen og sagde, “nå, det var kun en pige, men det var dejligt, for ærligt talt, vi troede ikke, du havde nogen chancer”. Så sagde jeg, “det skulle skam også være en pige, for vi har en dreng”. Men hans kone var lige blevet flyttet ud af fødestuen, så jeg kunne komme ind, og hun havde fået pige nummer otte. Han ville blive ved, til han fik en dreng. Og han fik også en dreng som nummer 11 eller nummer 12, men han var åndsvag.

Jeg kan fortælle lidt om, hvordan forholdene var på sygehuset dengang.

Jeg blev jo bundet til de første dage efter fødslen, fordi jeg ikke måtte røre mig. Man lå på en voksdug og med et lagen. Og vi havde varmebølge. Da var jeg godt nok blevet løsnet men skulle stadigt ligge stille. Men det blev så varmt, at jeg en dag havde sat mig op. Så kom frk. Feder, det var oversygeplejersken, “hvem har givet dig lov til at sidde op”. “Det har jeg selv”, sagde jeg, “for jeg kan ikke holde ud at ligge længere”. Jeg havde sådan en pine i min ryg. Og så var hele min ryg blevet skoldet. Tænk så varmt og så ligge på en voksdug. “Det skulle du havde sagt”, sagde hun. Men jeg havde spurgt, om jeg ikke kunne få lov at få noget andet under mig, men det måtte jeg ikke.

Jeg var deroppe længe, nok i 1 1/2 måned.

På børnestuen lå en bette pige på fire år. Hendes forældre, både moderen og faderen, de stod hver eneste dag og holdt hinanden i hånden med døren så møj åbent og kiggede ind på den her bette pige. “Vi har ikke andet den samme, vi kan ikke få flere, hun kan ikke leve, og vi må ikke gå ind til hende”, sagde de. Hele besøgstiden stod de hver eneste dag og kiggede ind til deres lille pige. Jeg måtte nok gå derind, og jeg løftede hende op, men jeg turde jo ikke gå derhen, så hun gav sig til at græde.

Lidt efter jeg kom hjem, læste jeg i avisen, hun var død. Det kunne de præstere. Så strenge var reglerne. Trods det at de vidste, pigen ikke kunne leve. Hende, der lå ved siden af den lille pige, havde bare noget med hoften og kunne ikke tage skade af, at de gik derind. Men de kunne ikke få lov til at gå derind. Så tosset.

Så var der Ellen. Det var ledt. Jeg havde slet ikke været syg men havde haft så travlt, så travlt. Vi skulle jo altid have ferniseret før jul, og det havde jeg fået gjort. Jeg gik og hoppede på nogen brædder for at komme ind i soveværelset, og det var jo nok derfor. Og Ellen kom, og det var lige tju-hej. Det varede ikke andet end et par timer at få det overstået, så det var hurtigt.

Men så var der hende den tykke jordemoder. Og bedstemoder, som jo altid kom derop, hun sagde, “der er ingen grund til, at Ole han skal til at køre hende hjem”. Så Bedstemor hun lagde sig over til Niels. Han havde sådan en seng, der kunne trækkes ud, hvor der kunne ligge et voksent menneske. Jordemoderen hun skulle ligge i min seng, og så skulle jeg over i Oles seng. Hvorfor nu det skulle være mere praktisk, at jeg skulle derover og ligge, det ved jeg ikke. Men det skulle jeg, og jeg skulle have Ellen ved mig. Det var ingen nytte til, at hun skulle ligge selv, for selv om vi fyrede i kakkelen, var der ingen varme. Jeg var så træt og vag, men hun skulle ligge hos mig.

Og så jordemoderen hun lå der, og hun var så tyk så tyk. Først snakkede hende og Bedstemor en times tid. Jeg var så træt og tænkte bare de kunne holde mund. Men så begyndte de at snorke. Og jordmoderen havde denne her tykke arm, og den fik hun hele tiden lagt over tøsen, og jeg havde ikke kræfter til at få den flyttet. Så mange kræfter havde jeg ikke. Men jeg tænkte, det bliver godt, når klokken er seks-halv syv, så kommer Ole. Han sov nede på en sofa. Men han turde ikke komme op, så han kom først op, da han var færdig ude. Og da sov de her to stadigvæk, og jeg kæmpede stadig væk med den arm. Da kunne jeg ikke mere. Jeg var helt kørt ned. Så sagde han, “det var skrækkeligt, jeg troede i sov”. Og så sagde jeg, “du kan da nok se, jeg har kæmpet med den tykke arm”.

Men Ellen havde det nu godt nok. Hun har aldrig fejlet noget som bette.

Så var det jo Viggo, han kom. Han var stor. Ellers var der ikke nogen problemer. De andre vejede seks pund, Ellen vejede lige ved syv, men Viggo han vejede otte. Og han var møj sløj. Dengang han var 14 dage, troede vi, han var død. Vi fik doktor, som sagde, at vi skulle skynde os at få præst.

Da var det jo, vi ikke havde bestemt et navn. Og det er træls, hvis man ikke ved, hvad barnet skal hedde, når præsten spørger. Det vidste jeg ikke dengang, vi skulle døbe Viggo. Han skulle jo hjemmedøbes, og det skulle gå så rask. Vi havde ikke tænkt på navn. Jeg havde bare tænkt på, at vi skulle have ham døbt. Ole havde heller ikke tænkt på navn. Jeg havde altid sagt, at jeg ikke ville have Far kaldt op, fordi jeg syntes ikke, det var et ret pænt navn. Så stod jeg der. Præsten sagde, “hvad skal barnet hedde?” Jeg kiggede hen til Ole, og han kiggede på mig. Det havde vi ikke tænkt på. Hvad skulle jeg sige? Så sagde jeg “Viggo Nielsen”. Jeg kunne aldrig hitte på et eneste navn.

Jeg ved ikke, hvad han fejlede. Han var syg hele tiden Viggo. Da han var seks år, blev han indlagt på sygehuset. De troede, han havde tuberkulose. Det havde han ikke. Det var noget på lungerne.

Viggo har jo aldrig cyklet, før han blev 12 år, og vi kunne ikke forstå, at drengen ikke ville noget. Men det var fordi, han simpelthen var træt. Han havde ikke energi til nogen ting. Han kunne pludselig falde i søvn i en kornmark eller et eller andet sted. Så kom han jo også på sygehuset igen. Han kom til Hjørring dagen efter, at Far var kommet til Århus. Da var han 12 år. Han blev indlagt og lå længe.

Den næste det var Selma. Hun kom en bette måned for tidlig. Ikke noget der gjorde noget.

Vi har altid haft så mange mennesker til at gå og arbejde alle steder. Og der havde vi dræningsfolk. De skulle dræne den søndre eng. Og alle de mennesker boede der jo. Da havde vi drænemesteren og to mand til at bo oppe på loftet. Selma er jo født den 22. december. Og den 21. sagde jeg til dem. “Nu kan jeg ikke have jer længere, vi skal være færdige til jul”. Så skulle de jo afsted. Og jeg var ved at vaske. Så tog jeg drænemesterens tunge hakke og hakkede sne og is af trappen, for at de kunne gå ud. Der mærkede jeg nok, jeg blev så sjov. Ole var i Frederikshavn, for Far var på sygehuset og lå dernede. Dengang han kom hjem, lå jeg og ferniserede gangen, for der skulle jo ferniseres over det hele. Så sagde han, “hvordan er det, du ser ud”. “Jeg ser da vel godt nok ud”, sagde jeg. “Nej”, sagde han, “du ser ikke ud som dengang, jeg rejste, du ser mærkelig ud”.

Nå, men jeg kunne ikke mærke noget, så jeg fik ferniseret, og jeg fik lavet konfekt, da de andre børn var kommet i seng. Vi gik i seng klokken cirka et. Så blev jeg godt nok sjov. Der var jo brædder, vi skulle hoppe på. Men der var ikke andet end at ringe efter jordemoderen, så hun måtte hoppe hen over de ferniserede gulve. Og så kom Selma, da det blev morgen den 22. Så var det sket. Jeg var jo ikke blevet helt færdig til jul, men det var nu godt nok, og hun fejlede ikke noget.

Så var det Hans Ole, Poul Erik og Sonja. Det gik da godt nok, men der var hele tiden noget galt. Så blev det forbudt, at jeg måtte få flere. Jeg måtte heller ikke have fået Poul Erik, men så sagde doktoren, nu er det slut. Du holder ikke til flere. For der var noget i vejen hver gang mere eller mindre.

Sonja kom fastelavns morgen. Vi havde lagt i den store ovn. Det var et dejligt vejr. Dagen efter kom vinteren, jeg blev syg og lægen måtte hentes flere gange i slæde. Men hun blev jo en rask pige.

Hans Ole var så genert. Det var Poul Erik ikke. Når telefonen ringede gik Poul Erik ind og tog den. Det gjorde Hans Ole ikke. Og ligesådan når de skulle gå et ærinde. Så gik Poul Erik ind først.

Jeg blev 47, inden Jens Christian kom. Jeg følte mig ikke helt rask og gik til en kvindelig læge. Jeg ville ikke til en mand og undersøges. Hun sagde bare, at der ikke var noget galt. “Det var bare overgangsalderen”, sagde hun. Men det blev jo til Jense.

Det var også godt nok, selv om jeg kom i seng i oktober, som han kom i januar. Bagefter var der ikke noget i vejen. Han kom godt nok, og jeg kom op. Så en dag jeg stod ude i køkkenet og var ved at lave lagkage, sagde det pludseligt bang. Stivkrampe og blodstyrtning. Otte dage efter fødslen. Så vidste jeg ikke mere. Børnene havde ringet efter lægen. Og han vidste, hvad det var. Han havde en til at køre for sig, så han havde allerede kommet det i sprøjten, jeg skulle have. Han tog et spring fra bilen til det øverste trappetrin, og så fik jeg sprøjten. Jeg kom ikke på sygehuset, for jeg var jo død. Der var ikke grund til at døje med mere.

Men jeg kom til live om onsdagen. Det skete om lørdagen. Inga hun sagde, “ja så gik vi der og kiggede til dig, du lå derinde og var død, og så vågnede du op”.

Jeg var syg i to år.

Fritid

Vi kørte til Tolne med børnene på skoleudflugter, og meget andet. Det var ofte med hestevogn og jumpen.

Vi fik bil i 31. En gammel Ford. Den skulle vendes om, når vi skulle op ad bakkerne. Vi måtte bakke op af Hørmested bakke. Så den var vældig god. Der var nu mange, der havde bil dengang.

I 34-35, da lærer Hansen i Høgholt døde, købte vi hans bil. Han havde en ny Ford.

Da vi fik bil kørte vi også med børnene til Løkken og Lønstrup om søndagen med madkurv.

Om sommeren kørte vi om aftenen til Tværsted til havet. Engang vi stakkede hø, så sagde Ole, “se så, når vi er færdige med det her stykke, kører vi til havet og spiser”. Så skulle jeg sørge for at have madkurv og det hele færdigt. Det var så varmt, og bierne trak jo og lavede så meget honning. Så lige før de var færdige, kom der en bisværm og satte sig lige oven i en høstak. Og så hentede jeg jo en kube, og Ole satte den over. Vi var så ved havet, og vi spiste.

Da vi kom hjem, var det jo mørkt. Og jeg sagde til Ole, om han ikke ville have de bier flyttet ned nu. For ellers fløj de i morgen tidligt. “Nej”, sagde han, “det ville han ikke døje med”. Men så tænkte jeg, “det skulle jeg nok gøre”. Så jeg lå og lurede på, om han faldt i søvn. Så tænkte jeg, “nu sover han vist”. Så jeg løb ud og afsted. Så opdagede Ole det jo. Jeg var i min natkjole, og han løb ud og ville fange mig i hans bare skjorte. Men han kunne ikke nå mig. Jeg blev ved og rendte raskest. Så jeg gik op og tog bierne og satte dem over bistadet.

Dengang jeg kom hjem, var Ole gal. “Du er tosset”, sagde han, “de kunne have overfaldet dig og stukket dig ihjel”. “Men det gjorde de da ikke”, sagde jeg, “så hvorfor skælder du så ud”. Han troede ikke, jeg var rigtig klog. Jeg sagde også, “det var da skammeligt, at der ikke var nogen af karlene, der kom ud”. Jeg flagrede afsted i en hvid natkjole, og Ole bagefter i hans bare skjorte.

Jeg har lavet mange tossestreger. Der var mange gange, hvor jeg “ikke var rigtig klog”. Hvis der var noget, jeg ville have lavet, skulle det laves. Og bierne begyndte også at trække med honning med det samme, så det var godt nok. Ellers var de fløjet væk igen.

En gang imellem tømte vi fiskedamme. Vandet blev lukket ud, og så kunne mændene gå i mudderet og tage ørreder og ål. Det var især ål. Og de damer, som var med, skulle rykke skindet af ålene. Jeg skulle bare sørge for at koge kartofler og så få ålene stegt. Og det havde jeg også nogen damer, som hjalp med. Vi kunne være op til 100 mennesker. Det var den bedste dag, de vidste allesammen – både ældre og unge. Og alt det sjov vi havde.

Lærer Gårdbo var også med oppe de første år. Han var jo altid så fin så fin. Han stod oppe og så på. Og så prøvede de jo gang på gang, om ikke de kunne ramme ham med en ål. Og de fik også held til det, han fik en om halsen. Men den første, de prøvede med, røg lige ind i barnevognen til Selma. Og hun var ikke mere end et års tid, så det var jo ikke så sjovt. Men den næste ramte lærer Gårdbo.

Og Pastor Tanning han gik fast ude i mudderet, og han var i pludderbukser. De var helt fulde af mudder. Så ham måtte de slæbe op.

Men når så de blev vasket alle sammen og kom ind, så spiste vi ål, og nogen dansede, nogen spillede kort, og nogen legede ude i haven. Det var en festdag, som begyndte om middagen og varede til næste morgen nogengange.

Vi skulle også lære at spille kort. Gut og jeg. Thomsen og Ole skulle jo lære os det rigtigt. Men det var jo værst med min svigerinde, for hun ville ikke altid lære det. En dag blev de så uenige, at hun greb sin sko og ville kaste efter ham. Men Ole var jo den ældste, så han tog i hende og ruskede hende.

Vi har aldrig kedet os.

Gæster

Vi havde altid gæster. Der sad altid nogen og drak kaffe ude i køkkenet om formiddagen. Der var jo så mange “mænner”. De kunne altid få god tid og komme. Og så skulle de have kaffe. Det var ikke altid, det var lige nemt.

Der var altid én der kom. Han gik altid med noget, han skulle fortælle. Så kom han også en dag : “Nu, havde han hørt dét om lærer Kristensen og dét om en anden”. Så sagde jeg til ham : “Så kan du godt gå, og du skal aldrig komme her mere. Du kommer her og fortæller om lærer Kristensen, og så kan du gå et andet sted hen og fortælle om mig. Færdig med dig, du får ikke mere kaffe”.

Da der var gået to år, kom han : “Undskyld Rigmor, må jeg ikke komme ind igen”. “Jo, hvis du kan holde din bøtte”, sagde jeg. Jeg gad ikke høre hans sladder.

Der var også Søren Stenhede. Han kom og ville handle. Og så havde vi haft børnene, Inga, Ellen og Niels, med til Lendum, hvor der var cirkus, og de kunne få lov at komme ind og se dyrene. Barnepigen, Elna, var med, og hun skulle følge dem hjem. Så Søren Stenhede, han var jo så glad ved piger af alle slags, trods det at han havde kone og børn. Han blev ved med at følge dem hele vejen fra Lendum og op. Og han blev ved med at prædike for Elna, at hun bare skulle komme op. Han skulle nok have vin og kage og chokolade med. Og gaver.

Men hun var gal og ville ikke komme. Men børnene kunne jo nok sladre, og de fortalte om én der havde været med. Så spurgte jeg Elna, hvem det var. “Det var Søren Stenhede”, sagde hun, “det dumme svin, han kommer altid, når jeg kommer op på vejen”. Så kom Søren, “goddag, har I noget at sælge i dag”. “Nej, ikke til dig”, sagde jeg. “Når vi ikke engang kan sende børnene med en barnepige, uden at du antaster dem. Jeg troede ikke, du var så tarvelig, at børnene ikke engang kan gå for dig. Skrub af. Du skal aldrig mere sætte dine ben her i gården. Så skal jeg sørge for, at hunden eller en anden tager dig. Du skal ikke vise dig mere”.

Landbruget og den daglige tørn

Der var jo hede, og engene var ikke drænet. Men ellers var det normalt landbrug. Vi dyrkede det så godt, som vi kunne.

Børnene de arbejdede jo. De havde ikke noget af det, som de har i dag. Og i de første mange år havde vi jo ikke elektrisk lys eller noget.

Det var petroleumslamper. Dem havde vi mange af, og de skulle gøres i orden hver morgen. Karlenes lygter skulle dog kun ordnes om fredagen. Til at tage med ud i laden havde de flagermuslygter. Der var tre lygter til kostalden og én til stalden. Forkarlen havde én privat og Ole havde én og så videre. Der var nok en 8-9 lygter, der skulle gøres rene. Og dengang var vi jo så dumme. Vi måtte ikke vaske lygteglassene af med vand. Det skulle gøres med papir. Men det varede nu ikke altid så længe, så jagede vi dem ned i en spand vand, så var det til at overkomme.

På den måde var der noget bestemt arbejde, der skulle laves hver dag.

Til landbruget havde vi først en vindmotor. Den var der dengang vi kom. Men vi fik hurtigt en petroleumsmotor til hjælp. Det blæste jo ikke altid, når vi skulle have lavet noget. Men det var jo kun til at tærske og så videre. Malke og alt det skulle vi jo med hånden. I starten var det kun pigen, Ole og jeg, der ordnede køerne. Vi havde normalt to piger. Men den bette pige malkede sjældent. Hun skulle være inde ved børnene. De første år, mens vi kun havde et eller to børn gik pigerne også i skole.

Efterhånden, som vi fik flere køer, fik vi fodermester-udgift.

Vores første fodermester var også kun ni år. Han var fra Hørmested. Jeg kan ikke huske så meget, men han skulle ihvertfald have køerne i marken, inden han skulle i skole. Han har nu sikkert ikke haft det ret godt.

Ud over pigerne og fodermesteren havde vi to karle. Og så havde vi mange, der kom og hjalp til.

Vi var rigtig mange folk på Kringelholt i den første tid. Især når vi skulle bygge. Så kom de med hele holdet. Nogengange var det seks tømere og fire murere. Vi vidste ikke, hvor mange de kom. Og de skulle have hele kosten dengang. De fik ikke morgenkaffe, men de fik formiddagskaffe, med noget pålæg eller brød. Og så middagsmad og eftermiddagskaffe. Jeg tror ikke, at de fik aftensmad. Men de sagde altid, at der var mad nok.

Men jeg havde jo nogen flinke piger til at hjælpe mig. De var dygtige pigerne dengang. De var vant til at bestille noget fra bette af. De var unge, men dygtige.

Vi fik jo nok maskiner, men først i 1938 fik vi elektrisk lys. Naboerne, Buurholt, på den anden side af bækken, de fik i 23. Men dem på vores side af bækken ville ikke være med. Ole han kæmpede for at få lys og kraft.

Da vi endelig fik det i 38, fik vi malkemaskine med det samme. Så var vi vældig ovenpå, hvad det angik.

Vi fik nok den første traktor i 48. Før da kørte vi med to spand heste i marken altid. Det var karlene, der kørte med dem.

Traktoren fik vi fra én der skulle overtage hans hjem. Derfor tog Ole og Holger Hansen derop og skulle vurdere alt, hvad der var på gården, maskiner, dyr og alt. De gik rundt og vurderede hver for sig, og der var ikke engang 100 kroner i forskel, da de var færdige. Så det var jo flot.

Han fik jo så en ny traktor, den unge mand. Men hans Mor var levende og hans søster var mere eller mindre tosset. Og hun fik det lavet så tosset for den unge kone, at hun ikke kunne holde det ud. For hun ville hjem og bo igen, og moderen skulle hjem igen. Så han måtte derfra. Og Ole og Holger Hansen skulle så op og vurdere det igen.

Og hun skældte jo ud denne her dumme tøs. Hun var heller ikke ret klog. “Det hele var forringet”, sagde hun. Men det var det faktisk ikke. Det var faktisk akkurat det samme.

Men så skulle han betale så og så meget inden en bestemt dag. Og han kunne ikke skaffe pengene. Derfor ringede han til Ole, om han ville købe traktoren. Og Ole rejste op til banken, og spurgte bankbestyreren, om han kunne låne pengene. Selv om de ikke havde åbent. Og det kunne han, og vi fik traktor.

Så skulle Ole rigtigt vise sig, og de kom hjem, Viggo fra Halvorsminde og alle steder. Og Far skulle køre så fint med traktoren, og så kiggede han efter dem og kørte lige over vejen og ned i grøften.

Offentlige arbejder

Ole var jo i sognerådet i mange år. Han var et offentligt mandfolk. Og han blev ridder af Dannebrog. Han var sognefoged i mange, mange år.

Jeg blev jo også tilbudt meget offentligt, men det ville jeg ikke have noget med at gøre. Det har jeg altid sagt. Jeg blev sat som nummer to på listen til sognerådet, så jeg var sikker på at blive valgt. Og det kan man ikke blive fri for. Men vi snakkede med alle dem, vi kendte, og sagde til dem, at de ikke måtte stemme på mig, for det kunne jeg jo ikke. Jeg kunne da ikke med de bette børn, og en mand som var væk hele tiden til alt det offentlige, han havde. Så jeg sagde, jeg ved, jeg får to stemmer. Der var to gamle mennesker, som var så glade for mig. Dem kørte jeg med i jumpen, når de skulle hen til præstegården og have kaffe to gange om året. Så havde jeg kage med. Og det var de så glade for. Så jeg tænkte godt, “de stemmer på mig”, selv om de fik at vide, at de ikke måtte. Og det gjorde de også. Det var de eneste to stemmer, jeg fik.

Så blev jeg også valgt til nævning. Det var rent tosset. Og det kan man ikke være fri for, andet end man skal hen til ministeriet. Så vi måtte ansøge alle steder, og have lægeattest for at jeg kunne blive fri for det. Jeg sagde, “I kan da nok se, det ikke går”. De største børn var jo bette. Vi fik jo fem børn i løbet af de første otte år. Og dengang kunne man risikere at være i Århus i to-tre dage. Og der skulle jeg så have et par børn med ned, som skulle have bryst, eller hvad de nu skulle. Det var da umuligt.

Nej, offentlige arbejder det ville jeg ikke. Ja, jeg har da været i menighedsrådet. Det kunne jeg da komme over. Men eller sagde jeg hele tiden : “Jeg er opflasket med offentlige mandfolk, så jeg vil ikke selv være det også”. Både Far, Bedstefar og Ole var det jo. Og jeg havde heller ikke forstand på det, det var så en anden snak.

Ole på Sygehuset

Dengang Viggo var tolv år og kom på sygehuset, blev Ole indlagt i Århus med en svulst på hjernen, og vi troede ikke, han kunne leve. Det troede de ikke dernede. Professor Malmros troede ikke, der var noget håb. Han havde jo fået lov at komme ned til undersøgelse, og så smækkede de ham ind med det samme.

Han havde jo sådan en hovedpine. Dagen før han kom ned til undersøgelse, gik han oppe på bakken. Han kunne næsten ikke tåle at ryste hovedet, og han kunne heller ikke se. Han sagde, “kan du se om kornet, det er kommet op”. “Nej, det kan jeg ikke”, svarede jeg. Men det kunne jeg godt. Det var allerede højt, men jeg ville ikke sige det. Det var aftenen før, han skulle afsted.

Da han var kommet derned, så ringede han hjem og sagde, at de beholdt ham dernede. Jeg rejste derned dagen efter. Dengang jeg kom ind på sygehuset midt om formiddagen, så kom der en mand og sagde, “nå, er det deres mand, der er død”. Så sagde jeg, “nej det tænker jeg da vel ikke, det er”. Så kunne han se, at jeg fik et helt chok, og så sagde han, “så gør han det heller ikke. Her kan du se mig. Jeg fik en kulkran i hovedet, og så løftede de hele låget og pillede kulstumperne ud. Og her går jeg”. Han var så glad. Men han havde et ar hele vejen rundt.

Jeg kom derned, da de havde opereret ham. Ja, det vil sige, jeg var jo selvfølgeligt dernede, dengang han blev opereret. Jeg kom ind bagefter, og så sagde han, “jeg kommer ikke hjem, jeg er lammet over det hele”. Så kom professor Malmros, mens jeg sad ved ham der om aftenen, og sagde, “din mand bliver rask, det var en vandsvulst”. “Vi har tappet alt vandet af hans hovede”. Han blev barberet, og så borede de to huller og tappede vandet ud. “Han bliver rask”.

Næste dags morgen jeg kom derop, jeg sov nede ved en fætter, da sad Ole op i sin seng og lo : “Jeg fejler ikke noget”, sagde han. Det var mærkeligt.

Det var det år, Inga var på Halvorsminde, og Ellen var blevet konfirmeret. Da han kom hjem og så børnene, græd han.

Professor Malmros var den dygtigste professor, vi havde i Danmark dengang.

Krigen

Lige før krigen var der mange, der ikke kunne få arbejde. Der gav kommunen et vist beløb i dagløn, og så skulle vi selv betale resten. Vi havde et stykke udgået skov, og stammerne var fældet et stykke over jorden og tilbage stod stumperne. Dem gravede de her nødhjælpsarbejdere op, og så satte de dem i lange rækker som kanoner. Det syntes de var så sjovt. Så bliver det den niende april, og tyskerne kommer. Og alle de flyvemaskiner, der fløj hen over, de slog ned for at se, hvad det var for en række kanoner, der stod der. Det havde de ikke tænkt på, “nu har vi sat en kanonstilling derovre”, sagde de. De stod der næsten hele krigen, indtil der var nogen, der manglede ildebrændsel. Så fik de dem.

Men det var skægt. Lige så snart der kom en tysk maskine slog den helt ned for at se. Det var ligeså sikkert.

Dengang krigen brød ud, havde vi besøg af kontrol-Thomsen, som vi kaldte ham. Han var en dejlig mand. Jeg kan huske, hvordan jeg kom ud på trappen, han kom ud af kostalden, og Ole kom ud af svinehusstalden, da vi hørte flyene komme.

Så sagde Ole, “hvem er kommet først”, han stod henne i stalddøren. Og der kunne vi så se, at det var de tunge tyske maskiner. Vi vidste jo nok, at der skete noget, men vi vidste ikke, om det var englænderne eller tyskerne, der ville komme først.

Politiet de blev jo afsat og skulle ud. Og der boede nogen af dem oppe ved os. Der var aldrig blevet snakket om, at vi skulle have nogen. Men en dag jeg kommer ud på trappen, kommer der en ung mand, der var så beskidt og så forkommen. “Må jeg have lov til at bo her”, sagde han. Jeg kiggede lidt på ham, og så sagde jeg, “ja, det må du vel nok. Du må ihvertfald komme ind og blive vasket og få noget mad”. Så kom han ind, og så sagde han : “De kalder mig Post-polle, og jeg var i København på politiskolen. Der flygtede jeg, og jeg har været fyrbøder i toget fra København og herop. Så kom jeg til Sindal, og der blev jeg henvist til en mand, som sagde, jeg kunne rejse ud til jer”. Jeg anede ikke, at vi skulle have nogen. Men han kom til at bo hos os længe.

En dag kom Provst Vestergaard Nielsen pludseligt. “Goddag Rigmor”, sagde han. “Han ville lige op og høre, hvad det var for en præst, jeg søgte”, sagde han. Vi skulle nemlig have ny præst i Tolne/Hørmested, og jeg var jo i menighedsrådet. “Der var én, som han gerne ville have”, sagde han. Men det var jo et skalkeskjul, viste det sig. For så kom Jørgensen, der var kriminalbetjent, en time efter. Han kom så tit, og der kom flere. Og Ole kom ned og sagde : “Har Du noget til mellemmad, for så kan de ligeså godt få deres mellemmad”. “Ja, det har jeg da”, sagde jeg. Og de sad deroppe. De var vel en fem-seks stykker. Og jeg kommer ud i gangen, hvor der står en sæk uld. Da boede Post-polle der stadigvæk. Og jeg sagde, “nå, er det dig, Polle, som skal hen og have lavet hoser”. For der var jo nogen, der kartede og lavede garn. Jeg kunne jo nok se, at det var mit uld, han havde hugget. Men jeg tænkte ikke mere på det.

Så om natten sprængte de Jernbanebroen oppe ved Sindal i luften. Det var det, de var igang med.

En morgen, et af de sidste år vi var i Kringelholt, kommer der meget tidligt en bil ind i gården. Vi var ikke kommet op. Jeg rendte hen til vinduet og så. Ud kom en kraftig, pæn mand. “Goddag, Rigmor”, sagde han, “du aner ikke, hvem jeg er”. Så sagde jeg, “jo, det er Post-polle”. Jeg vidste jo ikke, hvad han hed. Og det var det. Han var politimester i Skagen, og det havde han været i mange år. Men han var kommet med nogen, der havde lejet jagten i Skrejborg, og der skulle de op.

Og så var han kommet i tanke om, at han lige ville hen og sige goddag. Så sagde han, “der var én ting, der var godt, Rigmor, og det var, at Harriet ikke kom helt ind under sengen, når hun fejede. For det vi sprængte broen i luften med, det havde jeg i otte dage til at ligge under sengen, og jeg var så nervøs for, at hun skulle komme der”.

Det vidste jeg ikke, før han sagde det den morgen.

Det var jo mærkeligt. Vi snakkede aldrig dengang. Og det var ikke noget, vi havde sagt til hverandre. Det øvre rum i hønsehuset, der hvor vi havde maskiner, der gik jeg før krigen altid op og så efter hønseæg. Efter krigen brød ud, så jeg aldrig ind i det rum. Aldrig. Hvorfor jeg ikke gjorde det ved jeg ikke. Og der havde Politimesterens bil stået under hele krigen. Og alle de tønder med olie og benzin, som var der, anede jeg heller ikke noget om. Så var jeg blevet taget, vidste jeg ingenting.

Om natten kunne stalddøren pludselig gå op, og ud kom et spand heste og en vogn. Og så kørte de. Ole sagde ingenting, og jeg sagde heller ingen ting. Vi lod dem bare køre. Det var jo, når der var nedkastning, og de var ude og hente. Vi snakkede aldrig.

Og når vi kom op om morgenen, kunne vi nogengange se de her store fodspor omkring vinduerne, hvor de havde stået og kigget. Vi var under opsyn hele tiden. Det var Gestapo, der skulle se, om vi havde nogen til at bo. Husundersøgelser. Det var tit om morgenen de kom. Men børnene skulle jo i skole. Og alle de her betjente var jo på de andre gårde under andre navne. Men så sagde Ole til børnene, når de skulle afsted, “kan I ikke lige rende ind til Thomas og sige, at han må komme, fordi vi skal have noget lavet”. På den måde gik beskeden. Sådan gik det.

Vi havde jo Post-polle og nogen andre i enkelte nætter. Men så blev han taget, ham der havde vores adresse i Sindal, og de tog også adresserne. Så kunne ingen bo hos os længere.

Der var en, der hed Mortensen, og engang spurgte Ole, hvor han var blevet af. “Han er tabt for os”, svarede de. Så vi anede ingenting. Om han var gået over til de andre eller hvad? Så en søndag middag kom han og var gennemblødt over det hele. Han var kravlet i bækken hele vejen op til os fra hjørnet ved landevejen til Lendum. Og han var rendt fra Sæby om morgenen. Gestapo havde kørt oppe på vejen, mens han havde ligget nede i vandet.

Han kom i nogen tørre klæder, fik noget at spise og så videre. Da det var blevet mørkt kørte Ole ham næsten til Sindal. Vi turde ikke snakke til ham om nogenting. Vi snakkede men uden at sige noget.

Men han fik mellemmadder, og han fik vand med.

Sidenhen spurgte vi, “hvem var Mortensen”. Så viste det sig, at han stod for dem, de sendte til Sverige fra Sæby. Så han var godt nok på deres side, men vi vidste ingenting. Vi havde jo bare fået den besked, at han var tabt for dem.

Men vi tog pænt imod ham alligevel.

Han er lige død. Han var betjent i Frederikshavn.

En af de sidste dage – den første maj – skød tyskerne nogen unge mennesker. Vores nabos søn og førstemanden og en manufakturhandler-søn. Der er en mindesten på vej til Åsted. Der kunne Niels ligesågodt være blevet skudt, for han var ude hos Bedstefar og Bedstemor. Vi arbejdede ikke den første maj, dengang, så de havde fri til middag. Han var kommet lige efter, at de havde skudt de her tre unge mænd. De to var ikke døde, men de mistede dem i Frederikshavn.

Den Gestapo-gruppe kom også hen til os den tredie maj om aftenen. Ja, de var jo tit derhenne. Ham føreren havde kun en arm. Jeg så dem lige inde fra kontoret, og Ole var ude på verandaen. Så sagde jeg, “nu går Gestapo ude i gården”. Så gik Ole ud i haven og ned langs med hækken, så man ikke kunne se ham oppefra, og så videre ned i skoven. Så gik jeg ud på trappen og stod ligeså stille og så på dem. De gik rundt og kiggede. Jeg stod bare ligeså stille. Så kom han hen og stod op. Jeg stod ligesådan og kiggede ham lige i øjnene. “Vil du noget”. Så lige pludseligt råbte han højt, “omkring”. Og så gik han. Han kunne nok se, jeg ikke var bange for ham.

Der var det jo nok meningen, at de skulle have haft fat på Ole.

Så kom den fjerde maj. De unge mænd blev kørt til Lendum og skulle begraves. De måtte godt sætte dem ned, men de måtte ikke lukke graven.

Og så kom befrielsen, der om aftenen. Vi var henne ved Otto Bakken, han fyldte år. Og ligeså snart det var kommet i radioen, at det var slut, så kom alle de her betjente alle steder fra. Og de kom kørende i politimesterens bil. Og jeg sagde, “hvor i alverden har de fået fat i den”. “Den har da stået ved os hele tiden”, sagde Ole. Ja, så dumme vi kunne være.

Den femte maj om morgenen var kontrol-Thomsen der også. Jeg var ude og kunne høre, at de skød nede i Lendum igen. Så jeg gik ind og hentede Ole og ham. “Det betyder nok ikke noget”, sagde de. Men der skød de så to tyskere dernede.

Men det var sjovt, at kontrol-Thomsen var der både den dag krigen begyndte, og den dag, den sluttede.

Ham der skød den ene af de Gestapo-folk dernede, det var en søn fra Nørregård i Lendum. Han blev aldrig rigtig igen. Han blev nok gift og alt det. Han var nede hos H.C. Hansen, ligesom Poul-Erik var, men han havde sin egen måde at være på. Når det var middag gik han op og lagde sig på et loft en time eller to. Han blev gift men kom sig aldrig rigtig efter det.

De havde jo nok heller ikke behøvet det. Det var jo lovligt sent. Tyskerne var søgt ind i vaskehuset ved bageren, men de var så oprevede, at de begyndte at skyde derind.

De havde jo været under sådant et pres hele tiden, så det var ikke nemt.

Husholdningen – pigerne og karlene

Da vi startede på Kringeholt, havde vi to karle og en pige. De var flinke.

Vi byggede jo det Vester hus. Og der var karlekamre, stald, svinehus og garage. Karlekamrene havde egen indgang ude fra gården. Det havde de jo ellers ikke nogen steder. De skulle normalt gå ind ude fra stalden. Vores var så fine på den, at de kunne gå ude fra og ind. Og en fin mellemgang hvor der var et fint stykke blik med tre vaskefade på og en spand ved siden af, hvor de smed vandet ned i. Og så gik pigerne ud med spanden.

Jo, jo. Og de havde rigtige trægulve og trælofter – fint ferniseret – og pæne senge med halm i. Halmen var i en pose af hessian. De andre naboer havde jo ikke sådan nogen fine karlekamre, så de samledes nede hos vores, også med pigerne. Og nogen af dem kunne spille på harmonika.

Jeg mødte engang en mand i Sindal, som sagde, “åh ja, hvor var det skønt dengang, hvor vi kom og samledes i Kringeholt”.

Nogen gange når vi ikke var hjemme – ja de måtte da også godt, når vi var hjemme – så strøede de hakkelse på loen derude og dansede. I hakkelse!

Om morgenen var karlekamrene det første bette-pigen skulle gå ud og ordne. Det måtte vi ikke glemme, ligegyldigt hvor travlt vi havde. Der skulle redes senge og gøres pænt derude. Så var Inga jo blevet pige, og vi skulle til at gøre gris istand. Det var klokken syv om morgenen, og hun skulle så rende ud og ordne karlekamrene først. Hun mødte karlene i gården. De skulle ind og have deres morgenmad. De sagde, “du er tidligt på den”. “Ja”, sagde hun, “vi skal til at gøre gris istand”. Så kommer hun ind i forkarlen Niels’ kammer og tænkte, “det var da mærkeligt, at hans skabsdør står åben”. Og på sengen lå hans tegnebog og var lukket op. “Det var mærkeligt”, tænkte hun. Så tog hun i skabsdøren og lukkede den. Og tænk, så stod der én der bagved! Han har stået og luret, da karlene gik op. Han havde sovet oppe i hakkelsen, for der fandt de bagefter hans lue. Og Inga, hun var jo ikke andet end en stor pige, hun blev fuldstændig stiv som en pind, fortalte hun. Hun kunne aldrig nogen ting. Så sagde han, “du skal ikke være bange, jeg vil bare have noget tobak”. Karlene havde fået lov til at have tobaksplanter nede i haven. Det var jo under krigen, og de kunne ikke få tobak. Det havde Niels hængt til tørre over sengen. Så tog han nogen af dem, og så rendte han. Da Inga fik vejret, kom hun ud og skreg. Så var karlene og Ole jo efter ham, men det var snevejr, og de kunne ikke rende ham ind. Men han havde ikke taget penge. For hun mødte dem jo i gården, så det var ikke andet end et minut.

Men Ole var jo god til at kende folk, og han mødte ham oppe i Sindal senere. Han haltede lidt. Men det var længe efter, så han anmeldte ham ikke.

Jeg havde to piger, der hjalp mig. Vi bagte jo alt vores brød selv i en stor ovn. Vi bagte hver fjortende dag. Rugbrød, franskbrød, sigtebrød, kager, boller og det hele. 12 store grovbrød på en 10-12 pund. Nogen blev foræret væk til nogen, der gerne ville have et brød, og resten spiste vi. Dengang vi kom til Kringelholt, var der en ovn i kælderen, vi skulle bage i. Men røgen kom ud af alle dørkarmene, og der kom ikke noget ud af skorstenen. Så vi måtte have brødet til Holte, og få det bagt det første år. Så fik vi et vaskehus med en ovn i.

Så slagtede vi. Det var selvfølgeligt om vinteren. Vi kunne jo ikke opbevare kødet. Det kom godt nok, at vi “kunne henkoge”, men det var der ikke noget ved. Det blev helt kogt ud. Når vi skulle slagte om sommeren skiftedes vi til at slagte med min mor og far og svigermor og svigerfar. På den måde fik vi noget. Derudover købte vi hos slagteren en eller to gange om ugen. Ligesådan fisk.

Jeg har et billede, hvor der står “Jens Skousgård med fint oksekød 50 øre pundet, sikke tider”. Sådan var det. Vi skulle være møj heldige, hvis vi kunne få 25 eller 35 kroner for en ko. Det var sløje tider. Men vi havde det nu godt. Vi kom hverandre ved og tænkte ikke på, at vi havde så lidt, som vi havde. Vi havde aldrig prøvet andet. Der er ikke mange i dag, der kan forestille sig, hvor lidt vi købte og så videre.

Under krigen lavede vi jo også sæbe. Vores vask var så fin. Når vi fik nogen nye piger, sagde de, “åh, det er dejligt vores undertøj bliver så hvidt”. Ellers var det jo lige så gråt. Jeg ved ikke, hvad det var for noget sæbe, vi kunne købe under krigen, men det kunne ihvertfald ikke vaske rent.

Hvis man siger i dag, hvad vi lavede sæbe af, så siger folk, “det var da skrækkeligt”. Vi lavede sæbe af døde grise. Bedstemor, det var hende, jeg fik opskriften af tog hele grisen. Sådan noget svineri. Det blev heller ikke pænt. Vi havde en stor so. Og den gjorde vi rent, som hvis vi skulle have spist den. Og så skar vi kun de pæne stykker flæsk af og kogte. Det blev ligeså hvidt og fint.

Den første andenkarl vi havde, var en nabos søn. En gang kom Ole over til ham, og så gik han og græd. “Hvad græder du for”, spurgte Ole. “Det er Richard, han skælder mig ud”. Det var forkarlen. Det kunne ikke blive godt nok. Han har en ejendom i Sludstrup nu.

Vi havde også Johannes Rejgaard Pedersen som karl. Han var Knivholts første staldknægt. Han fik førstepladsen, og vi havde ham kun i et år. Han havde jo lidt herregård i sig, men han var flink. Og han fik indført, at karlene de malkede søndag morgen, så Ole og mig vi fik lov at sove. Så havde vi også en sød pige, og de blev jo kærester. Men hun måtte ikke have lov at få ham, og så rejste Johannes.

Mange år senere kom der en flot bil ind i gården. Ud kom en herre, en dame og en stor dreng på 13 år. Og de kom jo ind. Så sagde han, “Rigmor du ved ikke, hvem jeg er”. “Jo jeg ved”, sagde jeg, “jeg kan nok se, det er Johannes”. Flot fyr. Da havde han en vældig stilling nede i Skive. Jeg har hans adresse endnu. Flot bil. Han var en dygtig fyr, og han var også en pæn fyr. Og hans dejlige kone. Så fik de jo kaffe og var der. Dengang de gik ud, så sagde han til hans kone. Der gik vi ind, når vi havde været i byen og kom sent hjem. “I gik da ikke i spisekammeret”, sagde hun. “Jo”, sagde han, “det måtte vi nok. Vi måtte nok gå ind og tage en mellemmad eller et stykke brød, når vi var sultne”. Det kunne hun ikke forstå.

Han kunne nok huske, hvor der var spisekammer.

Feriebørnene

Det skrev Flemming jo også, nu da han skrev til mig. “Når vi havde været ude, så kunne vi bare gå ind efter en skål rødgrød og så tage fløden ude i spandene”. Mælken blev nok ikke kontrolleret hver dag.

Flemming var en feriedreng, vi havde. Hans Far var brandmester i København, og min søster var gift med en brorsøn af ham, som boede i Birkerød. Birgits far.

Han var feriedreng ved os i 4 år. Siden blev han ingeniør hos FL Smidt. Han var den herligste fyr.

Så en dag fandt de ham ved siden af hans bil. Bilen var helt brændt, og det var han næsten også. Alt tøjet var brændt af ham. Så kom han på hospital og var der længe. Imens rejste hans kone og børnene. De kunne ikke holde ud at se ham. Så han kom hjem til hans mor. Så gik der mange år. En dag snakkede jeg med en dame, der var hos FL Smidt. De havde sagt, at han skulle komme derind igen. Hjernen fejlede ikke noget. Så sagde jeg, “kender du Flemming”. “Ja”, sagde hun, “ham kender alle derinde”. “Hvordan ser han ud nu”, spurgte jeg så. “Han ser ud, så vi ikke kan lade være med at græde, hvis vi ser ham”, sagde hun.

Så for to år siden var der en fra Sindal, der var til et kursus et eller andet sted, og havde snakket med Flemming, om at han var heroppe fra. Så havde Flemming skrevet et lille kort til mig, hvor der stod : “Hilsen fra Flemming og tak for 4 års sommerferie”. Og det havde den mand så gået ned og givet til Jense.

Nu i efteråret da jeg kom fra Sjælland, var der et brev lagt i min postkasse uden frimærke eller noget. Det var så fra Flemming. Jeg kunne ikke forstå, hvor det kom fra. Så ringede Grethe Kaiser en dag og sagde, “det var en lærer fra Sindal, der havde været til et kursus, som Flemming også havde været til”.

Der skrev Flemming, at nu havde han det så godt og levede sammen med hans kone og to drenge. Senere snakkede jeg med læreren og spurgte, hvordan han så ud. “Ja han var ikke pæn”, sagde han. Men nu har de altså lappet på ham i så mange år, at han kan være bekendt at tage ud.

Han var den herligste fyr. Og hans mor, Tante Ellen, var så god.

Han har fået adresserne på alle børnene, så han kommer nok en dag.

Så havde vi også Svend Åge. Han kom altid galt afsted. Han ville være landmand. Men det kunne han ikke blive. Så blev han shippingmand. Det gik jo vældigt godt, og han var blevet gift og det hele. Så faldt han ned mellem skibet og bolværket i New York og blev klemt fordærvet. Han lå på hospitalet i New York i fire måneder bevidstløs og lang tid derefter. Så blev han sendt hjem. Hans kone og børn rejste også, for de ville ikke være hos ham, sådan som han så ud. Men han blev rask og rejste til New York og fandt den her sygeplejerske igen. Hun var sort. Og de blev gift.

Så en dag vi sad derinde og var ved at spise mellemmad, så kom der en bil. Jeg sagde til Jense, “rend ud og sig jeg er ikke hjemme”, for da havde vi haft så mange gæster, og jeg var så træt. Så kom han ind og sagde, “jeg kan ikke sige det, for det er en neger, der sidder derude”. Det var Svend Åge, der var kommet med hans kone, og hun var så sød.

De havde været i Frankrig og købt en Citroen. De boede på St. Croix. De skulle til Hjørring og se til hendes farbror, som lå på sygehuset. For hun var halvt dansker. Så sagde jeg, “så kommer i forsent”, for jeg havde lige set en dødsannonce for en, der havde været på Sant Cruz.

Men Svend Åge havde det så godt.

Det var også mærkeligt, de to drenge, at de kunne komme sådan af sted begge to, og så ende godt alligevel.

Naboerne

Dengang jeg fik Inga og lå så lang tid på sygehuset, havde jeg en sjov oplevelse. Der kom en bette dreng med et brev til mig. Ham kaldte de Klumpe. Det var hele sygehusets dreng. Han var nok tre år. Så sagde jeg til sygeplejersken, jeg fulgtes med, “ham har jeg leveret heroppe”. “Kender du ham”, spurgte hun. “Ja”, sagde jeg. Det var vores naboer, inden Niels var kommet, de havde fået en lille dreng med klumpfod, og han skulle indlægges på sygehuset. Konen var kommet op, men hun ville ikke have noget med børn at gøre.

De havde to piger og en dreng, før de fik ham her. Faderen kom ned og spurgte, “om jeg ville rejse ned med ham”. Og det ville jeg godt, for der kom en bil og hentede ham. Da jeg kom derop, stod Faderen og var ved at gøre det her bette spædbarn i stand. Han havde nogen hænder så store. Så sagde jeg, “ja, det kan jo ikke hjælpe, at jeg tilbyder det, for jeg har jo aldrig gjort det, så jeg er nok ikke mere dygtig end dig”. “Nej”, sagde hans kone. Hun sad der og drak kaffe. “Han har også taget sig af de andre helt fra bette. Jeg har aldrig rørt ved dem, og jeg vil heller ikke. Det er mandens. Jeg vil gøre noget rent, og så vil jeg passe haven. Så vil jeg ikke gøre andet”, sagde hun. “Jeg er nødt til at føde dem, men så rører jeg dem ikke mere”.

Sådan en stor grov mand. Det skulle han gøre.

Nå, jeg var jo på sygehuset og aflevere denne her dreng. Og så kommer Frk. Feder, oversygeplejersken, “om jeg kendte de forældre”. “Ja det gjorde jeg jo”. Ja for hende og en der gik og malede ude på sygehuset, de havde bestemt, at hvis de kunne, så ville de adoptere den dreng. Han var godt nok gift, men de var møj gode venner, og hun kunne ikke adoptere alene. En enlig dame kunne ikke. Men de fik navn og adresse på forældrene, og de kørte ned. De havde også snakket med Ole, for han var ude at stakke hø. De kunne nok få ham og fik papirene i orden. Men da de var kommet så vidt så kom forældrene, og ville have 3000 kroner for ham. De ville have penge. Men jeg sagde, “de trænger også til dem, og I kan betale”. For de havde ikke noget. Så det var godt nok. Og han blev ved at være på sygehuset den dreng. Jeg var deroppe senere, hvor han var blevet stor. Han er uddannet maler ved jeg, for jeg har set ham i Hjørring.

Vi kom også sammen med Thomas Jensens. Det har vi altid gjort. Deres datter Line var lukket inde i et helt år under krigen. For hun var jo den eneste datter, og hun var kommet til at ligge ude ved karlen. Og det var jo ikke så godt. Der kom Thomas og overraskede hende. Så kom hun ind. Bedstemor hun kom der jo så møj, for Thomas Jensen havde jo så møj offentligt, og det havde Bedstefar jo også. Line blev lukket ind. Det var det år, vi havde solformørkelse, og de havde bygget et nyt stuehus derovre. Der kom Line op at sidde i det kammer oppe på loftet. Det var ingen, der så hende i et helt år. Det var ingen, der vidste noget, men Line blev da noget sær. Bedstemor sagde, “der er slet ingen tvivl om, at hun fik en bette”. Og det blev jo bare væk. Det kunne de jo dengang.

Jeg mødte også en af dem, vi var kommet sammen med, efter vi var blevet gift. Det var den ældste datter fra Øster Ringsholt.

Hun havde været Mor for hendes søskende, for hun var den ældste pige. De var så mange børn.

Så var hun blevet kæreste med en ældre ungkarl, der havde sit hjem, og de skulle giftes. Så møder jeg hende i Frederikshavn og kunne se, at hun var højgravid. Så spurgte jeg Mor, “er de ikke blevet gift”. “Nej”, sagde Mor, “og det bliver de heller ikke, de kommer ikke sammen mere”. “Hvad er det for noget vrøvl”, sagde jeg, “jeg kunne da se i Frederikshavn at hun var gravid”. Men Mor sagde, “jeg ved ikke noget, der er ingen børn, og hun kommer ikke sammen med Jørgen mere”. Hun lå jo inde i hendes Mors seng, og så var hendes Far jo gået hen og gjort hende gravid. Og ham hun skulle giftes med, det havde han jo opdaget, og så vidste han jo, hvad det var. Der var slet ingen tvivl om, at hun havde fået det barn, men ingen ved, hvor det var blevet af. Der er ingen, der har hverken set eller hørt noget. Væk var det.

De to børn, de er blevet væk. Det kunne ikke ske i dag.

Men hun blev aldrig glad igen. Hun blev ved at bo ene.

Idag

Vi boede i Kringeholt i 42 år. Så fik Hans Ole gården. Han var landmand, og de to, der var yngre, var ikke landmænd. Så flyttede vi til Østergade 20 i Sindal, hvor vi købte Thomsens efterfølgers ølbryggested. Der levede Ole til 1977. Der døde han lige pludseligt. Han var rask og rørig til den tid. Vi havde det godt der.

Så boede jeg ene i Østergade og havde lejere. Det var jo alle mulige slags. Men de var flinke, enten det var landevejsfolk eller tyveknægte. Jeg har aldrig haft problemer med at forliges med folk.

Jeg havde mange sjove tilfælde. Der boede engang én ovenpå mig, som var nede i børnehaven. Så en dag sagde hun, “vi skal have høstfest med børnene i dag, og nu har de stjålet alle de frikadeller, vi skulle have haft.” De var væk alle sammen. Så kom jeg ud til min skraldespand, og der lå en ny frikadelle. Det var da mærkeligt tænkte jeg, “hvem smider en ny frikadelle ud”. Så tog jeg en pose op, og der var alle frikadellerne fra børnehaven. Sådan havde jeg mange sjove oplevelser.

Så solgte jeg det, og flyttede herop til noget helt nyt. Dejligt, let og godt og skønt. Der er varme og det hele. Jeg er vældig glad for min lejlighed. Jeg var jo kørt ned en overgang. Sidste år Ole var levende, måtte han jo hjælpe mig i tøjet. Jeg kunne ikke mere. Men efter et langt sygehusophold og nogen dygtige læger, så kom jeg op igen. De første to år dagcenteret var der, gik jeg derop, men jeg gik også til svømning og gymnastik og alt. Så kom Solgården, og der går jeg til Seniordans, og alt hvad der er. Og jeg danser Lancier. Det gjorde jeg også dengang, jeg var 17 år. Men det går nu nok ikke slet så let mere.

Nu fejler jeg aldrig nogen ting. Nu kan jeg, hvad jeg vil. Jeg har det godt. Det vil jeg ønske for alle ældre, der kan noget. Og jeg vil ønske, de går ud. Der er mange, der gør nar af, at vi går til seniordans. Men det er en god motion. Jeg holdt op med at gå til svømning, fordi jeg blev for svimmel. Når jeg kom i vandet, vidste jeg ikke hvad, der var op og ned. Så var jeg nødt til at holde op. Men nu går jeg på Solgården, og det kan jeg anbefale til enhver, der døjer med ben og alt. Det vigtigste er motionen.

Nu har jeg været pensionist i nogen år. Og jeg har haft det godt her i Sindal. Jeg er glad for alt det, vi gamle kan komme til her i Sindal. Jeg ved, at Sindal er en god kommune at bo i. Vi har det godt, vi gamle.

Men jeg er nu utilfreds med den gratis hjemmehjælp. Vi skulle give lidt for det. Ikke fordi jeg har hjemmehjælp, men jeg tror, der er mange, som godt kunne gøre det selv. Men når de kan få det gratis, så tager de det. Og det er nu ikke for det. Jeg er selv træt af at støvsuge, og jeg kunne sikkert godt få nogen til at gøre det. Men hvad skulle jeg så lave. Der er sikkert nogen, som godt kunne undvære hjemmehjælp, og så kunne dem, der virkeligt trænger få lidt mere. Sådan ville det virke, hvis man skulle betale lidt.

Jeg kender en dame, som er 72. Hun har sagt til mig, “jeg laver ikke et klap nu”. “Hvad fejler du”, sagde jeg. “Jeg fejler da ingenting”, svarede hun, “men med alt det jeg har slidt, til gavn for andre, vil jeg ikke lave noget. Jeg vil nyde det, alt det jeg kan og have alt den hjælp, jeg kan få”. Den indstilling kan man let få.

Jeg blev ringet op af én forleden. Hun er 93. Mit bekendtskab med hende startede, da jeg var 14 år. Min bedstefar boede hjemme, og jeg skulle køre ham til kirke hver søndag i jumpen. Og så kommer der en dame hen og hilser. Og hun siger, “jeg er blevet husholder i en naboejendom til jer”. Så begyndte hun at komme sammen med Far og Mor og med mig. Hun var kusine til Ole.

Nu kommer vi ellers ikke sammen, men så ringer hun til min fødselsdag. “Goddav, Rigmor”, sagde hun, “du kan ikke høre, hvem det er”. “Nej”, sagde jeg. “Der var engang to, der havde fødselsdag på samme dag”, sagde hun så. “Er det Lise”, sagde jeg. Hendes Far og mig fyldte år på samme dag.

Hun var 93 og lige frisk i hovedet. Hun kan ikke se, og hun kan ikke gå, men i hovedet er hun mere frisk, end jeg er.

Jeg blander mig stadigt lidt. Jeg synes, det er irriterende, at der skal være sådan en kamp om de her vindmøller. Jeg synes, vindmøller er noget af det bedste. De sviner jo ikke, og de sparer ressourcer. Jeg kan ikke se, at en vindmølle skæmmer. Jeg synes, de er meget pænere end alle de rustne jernklumper, som de smider alle steder og kalder kunst. Ting som enhver smed ude på landet kan lave.

Når bare ikke vindmøllerne generer med støj og skygger, kan jeg ikke forstå, at der er nogen, der kan have noget imod dem. Heller ikke i de fredede områder. Vi kan jo ikke leve af fredede områder og kultur.

Der er sket så møj i min tid, så jeg tror aldrig, nogen generation kan opleve så møj. Lige fra teknik til alt. Men jeg er bange for det her med, at vi skal til at bo oppe ved stjernerne og alt. Jeg er bange for, at vi er ved at komme for langt. Nu er de jo så kloge. De kan lave børn i reagensglas og så videre. De er nok blevet for kloge. Det har man ikke lov til at sige, men hvad kan det udvikle sig til.

Det første vi kunne høre af radio, var Ole der havde et krystalapparat, hvor vi sad med øret ind til. Nu har alle fjernsyn. Og vi har da også hele tiden fulgt med. Når der kom noget nyt, skulle vi have det. Ikke af det dyre, men vi fik det da. Det regner jeg også med, at jeg kan lidt endnu.

Det er sjovt. Jeg kan lægge mig og tro, jeg ikke har sovet. Og så har jeg sovet længe. Jeg havde nogen damer i kortspil. Så havde jeg noget kage tilbage. Og Ella hun sidder jo med et brækket lårben. Så jeg sagde, “vi kan godt komme ind til dig og spille kort”. “Åh ja, ville I endda”, sagde hun. Så hun ringede til Jens Olsen, og hun ringede til Tellesen, og de kunne nok komme. Så sagde jeg, “jeg går ind og vasker op, og så kommer jeg med kage lige straks”. Så syntes jeg, jeg var så træt, og derfor lagde jeg mig lige bag over på sofaen. Jeg lå og tænkte på, at jeg ikke kunne huske en melding i bridge. Og jeg var ikke kommet videre end til at hitte ud af det, da jeg lige ville se, hvad klokken var. Da havde jeg sovet i 3 timer! Jeg lagde mig kvart i seks og vågnede klokken godt 9. Så jeg sprang op og susede ind med kagen, og de kunne jo ikke forstå, hvorhenne jeg var blevet af. Grethe ville have ringet efter mig, men de mente ikke, hun kunne være bekendt at ringe ind og sige, at jeg skulle komme med kagen. Jeg vidste slet ikke, jeg havde sovet.

Så fik de kaffe, og så spillede vi til klokken 12. Hjerterfri tror jeg.

Men er det ikke mærkeligt. Mange gange synes jeg ikke, jeg har sovet, og så pludseligt kan jeg vågne hen på formiddagen klokken ti-halv elleve. Hvem ved, om jeg falder i søvn engang og glemmer at vågne. Det gør jeg jo nok.

 

---

 

Efterskrift

Historierne er nedskrevet fra båndoptagelser. Hovedparten stammer fra samtaler i februar 1992 optaget af Christian Friis Bach, men derudover er en række historier og oplysninger fra radiointerviews udsendt i Hjørring Nærradio og Radio Sindal.

Første udgave, december 1992.

Vi håber, der i de næste år vil komme mange flere historier til.

Samlet, indskrevet og redigeret af Christian Friis Bach.

Korrektur, kommentarer og rettelser til teksten : Charlotte Friis Bach, Ellen Birgitte og Erik Bach.

---

 

Vore Rødder 3: Flot bog fra Sindal Kommunes Lokalhistoriske Arkiver 2003 med uddrag fra Rigmor Nielsens erindringer (s. 49-67). Koster 198 kr. plus porto. Kan bestilles/afhentes hos Enrico Tychsen, Møllevænget 1A, 9870 Sindal, tlf. 98 93 51 97.