Den 21. oktober 1899 kom jeg til verden på Holtet i Hørmested. Jeg var den anden søn af Niels Chr. Nielsen og hustru, Holtet (Ida Kristine Nielsen). Den første søn døde som lille. Vi blev efterhånden seks søskende – tre drenge og tre piger. Vi havde et meget godt hjem, men den første betingelse var jo, at vi skulle lære at bestille noget. Holtet var meget forsømt, da min mor og far overtog den i 1894. Det meste henlå i hede, og vi børn måtte hjælpe med at samle sten og brække dem op, men rigelig belønning fik vi, når vi havde fået ryddet et stykke, og far gav os ros og sagde, at nu blev Danmark så meget større. (Mor og far blev senere belønnet med Hedeselskabets store sølvbæger).

Jeg kom så i skole i Tislum. Vi havde en gammel lærer ved navn Bach. Han fortalte os ikke mange historier, men alt gik ud på at lære os at skrive rigtig og at regne og så at lære salmer, som vi havde en for af hver anden dag, så det fik vi da lært.

Senere blev en kreds fra Lendum og Hørmested enige om at starte en friskole, som blev oprettet i 1912 og kaldet Skovsgaard Friskole. Der blev antaget en lærerinde, Frk. O. Sodborg, hvor mine søskende kom til at gå. Jeg havde kun et halvt år tilbage af min skolegang, så jeg blev ved med at gå i Tislum Skole til jeg var færdig med skolen.

Nævnte Frk. Sodborg var en meget dygtig lærerinde og havde en mere fri undervisningsform. Hun kom til at betyde meget for børnene og for egnen, hvor hun startede aftenskole for unge med stor tilslutning og blev ved i mange år. Vi diskuterede – spillede dilettant og fik på den måde indblik i mange ting, som vi ellers ikke ville have fået.

Af Skytteforeningen i Skærum, som jeg var medlem af fra 1913 til 1926, blev jeg efter opfordring sendt på delingsførerskole hos Lauritsen i Hadsten og senere hos Rasmus Hansen i Ryslinge. Jeg havde dog forinden været på Vrå Højskole hos Jens Bertelsen og Møller Nørgaard, som var forstandere for skolen. Den gamle forstander Jørgen Terkilsen havde endnu timer på skolen og fortalte om de gamle guder Thor og Freja, og hvad de nu hed – hvor han kunne få os til at lytte! De fleste af os (vi var 92 elever) var jo født på landet. Han havde os alle med, når han talte, og der var åndeløs stilhed i hans timer, og der var respekt overfor hans myndighed, skønt han var over 80 år.

Der var syv lærere på skolen, dem jeg særlig mindes, var Herluf Jensen, der senere blev forstander på Vinthers Seminarium i Silkeborg og Valdemar Rasmussen, der blev forstander på Bælum Ungdomsskole. De var begge et par meget dygtige mænd, som vi kunne gå til privat, når der var problemer, vi ikke kunne klare selv. De døde desværre begge to i en ret ung alder.

Efter delingsførerkurset kom jeg til at lede gymnastikken i Lendum. Der var meget god tilslutning, som var delt op i tre hold. Ældre karle, yngre karle og et pigehold, som jeg også ledede – dog uden forudsætning for at dyrke det på den rette måde, som pigegymnastikken jo skal, men så fik vi en kvindelig leder til at lede pigerne, og jeg kunne så udelukkende koncentrere mig om karlene. Det kunne til tider knibe med respekten – ung som jeg var. Der var jo altid nogle som ville prøve at lave ballade, skønt de gik der frivilligt, men så var der tre af de ældre karle, som havde været soldat, de tog dem stiltiende under behandling, når gymnastikken var slut, og så blev der ro og orden, og jeg kan tilføje, at de værste af urostifterne, var dem jeg kom til at holde mest af.

Jeg ledede gymnastikken i fire år, og da jeg holdt op skænkede eleverne mig et flot guldur, som tak for godt kammeratskab, og som jeg har den dag i dag, og som jeg er meget glad for.

Jeg var jo efterhånden blevet ældre og havde i et par år gået og kigget efter en lille pige – Rigmor Madsen – datter af Viggo Madsen, Holmen i Trøderup, og den 6. august friede jeg til hende og fik ja, og når man først er kommet så vidt, begyndte jeg at spekulere på ejendom. Jeg så på flere, men pengene var jo ikke så store, men så blev Kringelholt til salg. Den var overtaget ved tvangsauktion af Sindal Bank, og vi kom i forhandlinger. Vi blev så enige om prisen 65.000 kroner. Jeg udbetalte 6.100 og resten kautionerede min far og tilkommende svigerfar for og den 21. oktober 1927 på min fødselsdag overtog jeg den. Den var jo noget forfalden, men den forrige ejer havde bygget nyt stuehus og kostald, og det var godt bygget, og det var det, der gav stødet til at han ikke kunne klare sig længere.

Arealet var ca. 90 tønder land – 9 køer – 3 heste – 30 grisepolte. Trækkraft – kun vindmotor – min far forærede mig 3 køer, min svigerfar 2 køer, og jeg fik købt nogle flere ret så hurtigt, så jeg kom op på en besætning på 18 køer og noget ungkvæg. Jeg havde med mig 4 søer med smågrise, som jeg havde haft på en gammel gård, som min far havde købt og lagt til Holtet.

Jeg gik ene på gården en måned, men den 22. november blev jeg gift med Rigmor Madsen og så kom der skred i tingene. Hun har troligt fulgt mig både ude og inde.

Vi måtte jo malke med hånden, men det hørte jo til den gang. Vi fæsted 2 karle og 1 pige, som også skulle malke, når vi andre var forhindret. Det var i det hele taget lettere at omgås de unge dengang. De gik til arbejdet med frisk mod og med lidt ros og en ekstra kop kaffe blev alting som meget lettere. Vi har i årenes løb haft mange medhjælpere. Flere af dem fra fem til syv år ad gangen, og flere af dem vendte tilbage efter at have haft andre pladser. En af dem jeg særlig mindes, var Niels, som var hos os i mange år. Vi fik jo efterhånden mange børn – 5 drenge og 4 piger – en af pigerne Selma ville kun spise sin middagsmad, når hun fik lov til at sidde på Niels’s knæ, og han øste maden i hende.

Arbejde havde vi nok af. Der var meget ved Kringelholt, som trængte til at forbedres. Vi fik ryddet en 15-16 tønder land for sten og da kommunen havde påbegyndt flere store vejarbejder, kunne vi let afsætte dem, om end ikke til nogen stor pris, men en lille skilling i ny og næ var jo ikke at foragte.

Vi er jo efterhånden kommet op i de trange år med landbrugskrisen 1930 til 1937, hvor der var så lave priser som nogensinde i min tid, hvor den ene store gård efter den anden, blev solgt på tvangsauktion. Vi klarede os godt under krisen. For eksempel kan jeg nævne, at jeg købte 2 søer med 22 grise for 85 kr., 100 tønder byg for 700 kr., 100 tønder majs for 600 kr. Leveringsgrise kostede jo kun 35-38 kr. stk., men vi fik kun leveret 2 til så lav en pris. I foråret 1934 var de steget til 70 kr. på grund af svinekortene. Vi fik leveret 100 stykker, og det blev 7.000 kr., så dristede vi os til i 1934 at bygge ny længe i vestsiden af gården. Hestestald til 6 heste, karlekamre, svinehus og vognport, 45 alen lang. Det kostede 4.500 kroner i alt, 100 pr. alen. Det var fantastisk billigt. I dag kan det samme ikke bygges for 1.000 kr. pr. alen – snarere 2000 kr. Det var i det hele taget en mærkelig tid i de år før krigen. Der blev jo afholdt møder alle steder, både privat og offentlig – og alle steder stak nazismen frem. Ingen vidste til hvad side, han skulle gå, og bølgerne gik højt.

I 1937 blev jeg valgt ind i Hørmested Sogneråd, og så begyndte der et nyt afsnit af min tilværelse, der var jo mange ting at tage stilling til, som jeg ingen kendskab havde til. I 1938 døde min far som var sognefoged, og jeg overtog hvervet som sognefoged og pantefoged. Det var ikke let i de tider. Restancerne på skat var store, men det fik for de fleste så ingen kom til tvangsauktion en del fik lavet akkorder og priserne var opadgående for landbrugsvarer.

Men så kom den 9. april – et forfærdeligt chok for alle. Jeg glemmer aldrig, luften fuld af flyvemaskiner på vej til Norge tidligt om morgenen og senere på formiddagen tilbage, hvor de fløj så lavt, at de næsten snittede toppen af træerne. Vi stod fuldstændigt lammede. Danmark besat overalt, ingen vidste, hvordan det hele ville forløbe, men vi lærte jo efterhånden, at rette os efter forholdene og at forsøge at få det til at glide på bedste måde.

Hade til tyskerne voksede, de provokerede og lagde os hindringer i vejen, hvor vi end færdedes, men da de så afsatte politiet den 29. august, var det først modstandsbevægelsen kom rigtig i gang. Politiet havde jo som andre ikke rigtig vidst, hvordan de skulle forholde sig, men så kom de jo til at bo hos os her på landet. Det var jo ikke let at dække over dem. Husundersøgelser havde vi jo ret jævnligt, men politiet var jo trukket i arbejdstøjet, de malede porte, læssede møg og hjalp os i høsten. Særlig mindes jeg en sjov episode. Nuværende leder af kriminalpolitiet i Frederikshavn, H. Jørgensen ville hjælpe os at sætte kornet sammen efter binderen. Han blev makker med min kone. Vi var jo altid to om en række og tog til hver sin side. Han gik jo til det med godt mod, men tempoet blev langsommere, som vi kom hen under aftenen og til sidst rakte han hænderne frem og udbrød. Nu kan jeg ikke mere. Hænderne var fulde af vabler. Min kone rakte også hænderne frem, hun har en lille fin hånd – ikke en vable. Det var som pokker, udbrød Jørgensen.

Efterhånden fik politiet jo andre opgaver at tage sig til, som de var her, var de der, og mest borte om natten, og sov om dagen. Der kom nu rigtig gang i modstandsbevægelsen, men utrygheden blev værre og værre. Tyskerne blev mere nærgående. Der var særlig en gruppe på 6 mand, som havde sat sig for at opspore modstandsbevægelsen. Føreren – en lang og ranglet fyr – jeg kunne kende ham på hans manglende pegefinger på venstre hånd, har mere end en gang drevet mig rundt i min egen gård og holdt pistol eller riffel i nakken på mig og forlangte legitimationsbevis af os alle – dog heldigvis uden at træffe nogen af modstandsbevægelsen.

Så sent som 1. maj 1945 skete der det grufulde at samme gruppe stødte sammen med en del af modstandsbevægelsen ved Boleje i Lendum, der blev åbnet ild. Og der faldt 3 af vore bedste unge. Det var sørgeligt så kort før kapitulationen den 4. maj. Omtalte gruppe af tyskere havde måske ikke fået meddelelse om kapitulationen for de ville ikke give op, og den 5. maj kom det igen til ildkamp med modstandsbevægelsen, hvorved der blev dræbt 2 tyskere i Lendum By.

Mange besværligheder havde vi også med spærrebalonerne fra England. De kom drivende med lange ståltrosser på slæb og overskar telefon- og elektriske ledninger, så vi til tider var uden strøm i både 8 og 10 dage.

Den 4. maj var gode venner og naboer samlet til Otto Bakken, Bakkens fødselsdag, som ofte før. Stemningen var så underlig trykket. Rygtet var jo gået, ville tyskerne kapitulere eller skærpe krigen. Men så kom meddelelsen om kapitulationen. Vi omfavnede hinanden og græd af glæde, og inden der var gået en time, var gården fuld af folk, der kom i bil, på cykel. De vidste vi var samlet. Politifolk, folk af alle slags, som vi kun havde kendt under dæknavne, men hvilken jubel. Senere blev der jo andet, der skulle ordnes. Mange medløbere i den danske befolkning blev anholdt og i længere tid interneret. Det var jo ikke mod alle, der blev ydet retfærdighed og flere blev jo også løsladt igen efter ret kort tid.

Jeg blev i 1942 indvalgt i tilsynsrådet for Sindal Sparekasse, og det var jo ikke let i de tider, under og efter krigen, var der jo pengerigelighed og ingen varer at købe.

Pengene kunne vi ikke få anbragt nogle steder, hvor de kunne give udbytte, men så trådte Nationalbanken til og båndlagde en del som så vidt jeg husker var til en rente af 2 procent.

Jeg blev valgt til formand i tilsynsrådet i 1949 og har som sådan fungeret siden og har fulgt den for os ældre at se mærkelige eksplosionsagtige udvikling på mange områder med store investeringer både af offentlige og private og i dag en rente, som nogensinde før, landbruget er jo som så ofte før blevet sorteper i kapløbet, priserne på landbrugsvarerne er jo ikke steget i forhold til omkostningerne på alle områder, og det ses tydeligt i Sparekassens omsætning. Kassekreditten er steget i en uhyggelig grad – særlig hos landbrugere, og vi må jo i mange tilfælde sikre os ved ejerpantebreve, mange søger jo nye lån, men obligationskurserne er jo nede i en kurs, så skal de realiseres, giver det jo yderligere tab. Om 5 år tror jeg ikke, der er ret mange tilbage ved landbruget. På mange ejendomme går der en gammel kone og mand ene tilbage. Børnene er rejst ind til byen og gået over til mere lønnede erhverv, og medhjælpere er der ingen af, og afkastningsevnen ved landbruget kan ikke give de lønninger, der forlanges.

Som nævnt før fik vi efterhånden 9 børn og nogle af dem var begyndt på realskolen i Frederikshavn, men på grund af benzinrestriktionerne og den store usikkerhed – Frederikshavn var jo særlig hårdt besat – måtte de opgive og tilbage til kommuneskolen igen, indtil der blev normale tilstande igen. Vi har kun haft glæde af vores børn. De skiftedes til at være ud og hjemme og hjælpe os. Jeg købte i 1946 et stykke hede på 16 tønder land ud mod amtsvejen til Frederikshavn. Det har børnene tilplantet, som de var hjemme til – 2 til 4 tønder land om året, og vi har nu en dejlig plantage med en dejlig sø, og når vi holder sammenkomst skal de altid herud og se til det stykke, de hver især har plantet.

Børnene er jo nu for længst fløjet af reden, som man siger. Kun en er tilbage. Ham kom 7 år efter de andre. Han læser til HH og bor stadigt hjemme. De andre er kommet godt i vej. – 1. Niels har Langholt i Skæve. – 2. Inga er gift med Egon Nielsen, Vestergård, Åsted. – 3. Ellen gift med Erik Bach, lærer på Landbohøjskolen. – 4. Viggo har Ravnsholt, Åsted. – 5. Selma er gift med faktor Hans Hansen, Jydske Tidende, Kolding. – 6. Sonja, gift med Ole Elholm, Ford, Frederikshavn. – 7. Hans har overtaget Kringelholt. – 8. Poul har købt Kvissel Andelsmejeri og indrettet til mekaniker og smedeværksted. – 9. Jens hjemme, læser.

Sparekassen må jo på bedste måde søge at følge med udviklingen og dens beliggenhed ved hovedvejen Hjørring-Frederikshavn med den stærke færdsel og uden parkeringsmuligheder og byens udvikling mod nord og vest på modsatte side af hovedvejen har gjort, at vi vedtog at bygge en ny sparekassebygning og til dette øjemed erhvervedes en gammel bygning, i Nørregade 7, beliggende overfor en offentlig parkeringsplads og meget centralt. Denne bygning er færdig til indflytning den 27. april, og den 3. maj fejrer Sparekassen 75 års jubilæum, og vi håber så , at den bliver til yderligere gavn for byen og omegnen.

Den 1. august solgte vi Kringelholt til vor søn Hans for 575.000 kr. og flyttede til Sindal, hvor vi har købt Østergade 19 – en gammel nedlagt købmandsgård og ølbryggeri og med en stor have til. Lagrene er indrettet til garage og for øjeblikket har vi fire lejligheder, der udlejes, og jeg fungerer som vicevært, så jeg har næsten lige så meget at se til, som hjemme på gården, men vi længes efter forår i dag den 3. april 1970 ligger sneen meterhøjt i haven, så alt arbejde er indstillet.