Det var i november måned 1927. Der skulle være bryllup på ”Holmen”. Holmen var Rigmors fødehjem. Rigmor skulle giftes med Ole, der var søn fra en gård i nærheden, der hed ”Holtet”. I foråret havde Rigmor og Ole købt en gård i nærheden af Hørmested der hed ”Kringelholt”, her skulle de bo. Ole havde boet på Kringelholt alene, siden de købte gården. Han havde fæstet en Karl, og de havde haft travlt med driften, med markerne og med dyrene.
Men Ole havde også fået tid til at hjælpe Rigmor med at sætte stuehuset i stand, så der kunne være rigtig fint, til de skulle flytte ind efter brylluppet. Alle tre stuer var blevet tapetseret, kakkelovnene var nypudsede og gulveve ferniserede. Gardinerne, som Rigmor selv havde syet, var vasket og nystrøget. Det sparsomme møblement var sat, så det fyldte mest muligt. I den øverste stue var der dog endnu tomt.
Nu skulle der så være bryllup, og der var travlhed på Holmen, for der kom mange gæster. Rigmor og Ole havde 5 søskende hver. De var henholdsvis den ældste og den næst ældste i hver sin søskendeflok, så de fleste var stadigvæk ugifte, men sammen med den øvrige familie og de aller nærmeste venner blev det en stor flok.
Det blev en rigtig dejlig fest. Rigmors Far holdt tale, og efter talen tog han sin fløjte og kaldte på 2 af sine venner, som spillede henholdsvis klaver og violin. Sammen spillede de nu en lille koncert for gæsterne. De spillede sammen en gang om ugen og havde øvet sig længe.
Efter middagen og alle talerne blev bordene ryddet ud, og der blev danset til den store guldmedalje.
Lidt før kl. 2 snakkede Ole lidt med Karlen, som derefter gik ud og forsvandt om bag ved gården. Lidt efter kørte han op foran hoveddøren i Kanen forspændt den brune kørehest. Kanen var gjort klar med nypudsede lygter, tæpper og to fodposer på bagsædet. Rigmor og Ole havde lagt deres overtøj parat ude i gangen, det greb de nu og skyndte sig ud til Kanen. Ole hjalp Rigmor op i Kanen. ”Skynd dig nu lidt inden de alle sammen kommer herud” sagde han, ”Ned i fodposen og stop tæppet godt omkring dig”. Ole sprang om på den anden side, ”Nu kan du godt køre” sagde han til Karlen, og i det samme kom nogle af gæsterne ud på trappen, de havde opdaget, at Rigmor og Ole var ved at køre. Nu blev der en råben og hujen og kasten med ris, mens Kanen forsvandt ned af den ujævne vej, med de larmende blikbøtter bagefter.
Det var bidende koldt. Ole fandt Rigmors hånd under tæppet, mens Kanen humplede af sted ad den frosne vej. Der var en lille times kørsel til Kringelholt.
Det var mørkt, så Karlen var nødt til at køre forsigtigt for at holde sig på vejen, karbidlygterne lyste jo ikke ret langt frem. Da de havde kørt lidt, sagde Rigmor, ”Jeg fryser sådan om det ene ben”. Ole forsøgte at pakke tæppet bedre omkring hende og sagde til Karlen, at han skulle køre så hurtigt, han kunde.

En af naboerne til Kringelholt, som ikke var med til brylluppet, havde fået en god idé. Han ville sørge for, at der var rigtig varmt og hyggeligt på Kringelholt, når det nygifte par kom tilbage fra festen. Han ville simpelthen tænde op i kakkelovnen, i god tid før de kom tilbage. Han vidste, at man kunne komme ind gennem terassedøren, som ikke var låst. Midt på aftenen gik han den vej ind, hvorefter han straks tændte op i den mindste stue. Da han havde lagt alt det brænde på der var i kurven, hentede han en ny portion og ventede lidt, til det meste var brændt. Så fyldte han den op igen, og skruede en lille smule ned for luften. Nu var der allerede godt varmt. Han lukkede alle dørene til den lille stue, så varmen kunne blive derinde, og så gik han hjem igen.
Nu var der ihvertfald et par timer eller mere til de kom, og så ville der være dejlig varmt.

På turen snakkede Rigmor og Ole om, hvor meget de glædede sig til at komme hjem til deres fine hus. ”Du må også være træt”, sagde Ole, ”Jeg tror, du har danset hele aftenen”.
Da Kanen noget senere gled ind på gårdspladsen, sagde Rigmor, ” Det skal blive godt at komme af, mit ene ben er helt stivfrosset”. Ole sprang ned for at hjælpe Rigmor, det var jo ikke så let at komme af i den lange fine kjole. Rigmor tog tæppet til side, og nu brast hun i en høj latter. ”Nu forstår jeg”, sagde hun, ”Hvorfor mit ben fryser, jeg nåede kun at få det ene ben ind i fodposen”.
Ole skulle lige til at løfte Rigmor ned, da han fik øje på et rødt skær gennem vinduet til den lille stue. ”Det brænder”, råbte han, og sprang ind for at åbne døren til den lille stue. Varmen slog imod ham, så han først troede, at der var brand, men lidt efter opdagede han, at det røde skær kom fra kakkelovnen, der var næsten rødglødende. Ole skyndte sig at åbne dørene og ville gå ud for at hjælpe Rigmor, men hun var allerede kommet ind. ”Vi må have noget lys” sagde hun og fandt tændstikkerne. Hun tændte petroleumslampen, mens Ole holdt lampeglasset. Da de kiggede op, mødte der dem et sørgeligt syn. Deres fine nye tapet var gået fra, og hang nogle steder næsten helt ned til gulvet, en bane var faldet helt ned. Den stærke varme havde ødelagt melklistret, så tapetet havde løsnet sig fra væggen. Rigmor havde først lyst til at græde. Så så hun på Ole, der så på hende, tog om hende og sagde, ”Nu er vi mand og kone på Kringelholt, og det kan hverken et stivfrosset ben eller en smule tapet lave om på.
Ole gik ud og gav karlen en skilling og sagde, at nu måtte han godt køre hjem igen.