Af Erik Bach, januar 2002

 

Når vinteren skygger,
og mennesker hygger,
mens frosten trykker,
og sneen smykker
den bare jord.

Når fuglene blunder,
og mennesker grunder
i stille stunder:
Mon snart vi runder
den kolde tid?

Da bort under hækken
er vintergækken
den første i rækken,
der bryder sit dækken
af is og sne.

Og sådan, min kære,
er også det svære
vel  til at bære,
thi det kan vi lære
af vintergækken.