En dejlig dag

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og Kringelholt var pyntet til fest den 10. juni 2006. Ikke et halmstrå lå skævt, og haven lignede et Skagensmaleri med blomstende rhododendron og kagebugnende kaffeborde. Hans Ole var stolt som en pave, da han kl. 13.30 kunne byde 81 familiemedlemmer i tre generationer velkommen.  Med Søren og Lenes lille Magnus tæller familien nu 100 medlemmer, hvilket Inga sørgede for at højtideligholde med en lille gave til den mindste. Vi savnede ikke mindst Karen og Anna og deres familier, som vi alle sendte mange tanker i denne for dem så uendeligt svære tid.

Alle fremmødte var i strålende humør, og snakken gik på ægte Kringelholtsk vis livligt og højrøstet fra første øjeblik. Dagen var fyldt med festlige aktiviteter: Efter kaffen drog alle ned til Kringelholts pragtfulde fiskedamme, hvor aftensmaden – store smukke ørredder – blev fanget i fællesskab under stor begejstring, tilråb og postyr. I hold drog mange afsted for at se Niels Oles gård Nedre Skrejborg, der ligeledes var pudset og pyntet i dagens anledning. Hans Ole fik samlet hele familien til fotografering foran de smukke rhododendron for “dem var mor så glad for”. Hele dagen blev der spillet fodbold og badminton, gynget og leget i sandkasse. Grillene blev tændt, og bordene dækket med de medbragte lækkerier. Gitte og Jens Ole lå vandret for at stille an og sørge for os alle. Der blev spist og skålet og sunget sange, som Dorte delte ud. Børnene fik is. Jens Christian og Sofie arrangerede spise-lakrids-snørebånds-konkurrence for børnene og Moster Sonja. Dagen sluttede, som det sig hør og bør, med bål og snobrød og “Skjuld gammel venskab rent forgå”.

En hjertelig tak til Hans Ole, Gitte og Jens Ole, Niels Ole og Jakob for deres fantastisk indsats for at give os alle en så dejlig og minderig dag.